Informations ølanmelder Niels Ivar Larsen smager i dagens avis på fire øl – to fra Brooklyn Brewery og to danske julebryg.
To øl fra Brooklyn Brewery får de maksimale seks point. Dels Local 1 – en Belgian Strong Ale:
I næsen er der peber, banan og orangeskal og bobletyggegummi. I smagen kløver, hvide rosiner og abrikoser frem i distinkt og sprød syrlighed, der gradvis glider over i fin underspillet humlebitterhed. Ren nydelse og fantastisk forløst – Duvel kan godt gå hjem og lægge sig.
Den anden øl fra Brooklyn Brewery, som får de maksimale seks point, er Cuvée Noire. En Bourbon fadlagret Imperial Stout:
Aromaen domineres af tunge rom- og bourbounnoter, og der er blommer og blåbær med strejf af kandis og røg. I smagsprofilen, der er mere sprittet, end nogen vil synes om, findes lag på lag af ristet kaffebønne, kakao og læder. Et solidt bryg, som fuldbefarne drukmåse vil værdsætte.
Munkens Juledrøm fra Grauballe Bryghus får fem point:
Munkens juledrøm hedder den mørkgyldne trippel med indslag af dadler, rosiner, nødder og kardemomme, der løber sammen i en barleywine-agtig symfoni af overmoden frugt med garanti for både blussende kinder og sødmefuld julestemning.
Frederiks Jul fra Indslev Bryggeri får ligeledes fem point:
Det er en visuelt flot rødbrun øl med behørigt god alkoholpotens. Teknisk set taler vi Weizenbock, i stil med klassikeren Aventinus fra Schneider, dvs. masser af maltsødme og karamel, men også tropefrugtige aromaer såsom grape, fersken og mango. Mildt vinøs og inciterende bryg, men også noget afvigende fra julens traditionelle smage. Drik denne øl som modgift mod sæsonens aggressive kitschangreb.
Skriv et svar