“Min skepsis over for projekt nordisk øl er med disse to mesterlige bryg gjort til skamme”, skriver Niels Ivar Larsen i dag.
I Information i dag testes tre danske øl, hvoraf to nye innovative øl bedømmes bedst. Ølanmelder Niels Ivar Larsens skepsis over for Ny Nordisk Øl projektet er dermed samtidig vendt:
Min skepsis over for projekt nordisk øl er med disse to mesterlige bryg gjort til skamme. Det kan godt være, at det nordiske ølsprog kun famlende er ved at finde sin grammatik, men Herslev og Coisbo famler ikke i blinde, de flakker rundt i den rigtige retning.
Mark 1 Enghø fra Herslev Bryghus scorer de maksimale seks point. Fra Herslev’s serie af nye hø-øl.
Mark 1 dufter af syren, rabarber og frugthave og cider fra grønne æbler. Skummet svinder dog hastigt. Gæret honning, umoden ananas, orangelikør og tørret papaya fuldender smagsbilledet. Særdeles innovativt.
Ten – en Nordic Pale Ale – fra Coisbo Beer får fem point. Den vandt Ny Nordisk Øl konkurrencen ved Ølfestival København i maj:
I næsen vælder de florale liljeagtige toner, karamel, nødder, bæraromaer, appelsinbolsje og græs frem. Sødmen i anslaget glider over i nogle mere bitre og ristede smagsnoter, mens mundfølelsen er fløjlsblød og kroppen medium. Kvædeelementet spiller hovedrollen, og gør det originalt og overbevisende.
Desuden bliver Sandmilen fra Skagen Bryghus bedømt. Den får fire point.
Læs mere:
- Højt skum: Halvgamle bonderøve i højt humør (Information)