Ny Nordisk Øl fik Årets Danske Ølpris 2014

Opdateret

Årets Danske Ølpris 2014 Ny Nordisk Øl prisoverrækkelse

Ved Ølfestival København fik Ny Nordisk Øl projektet i dag Årets Danske Ølpris 2014 fra Danske Ølentusiaster. Prisen blev modtaget af Christian Andersen.

Anders Kissmeyer tog oprindelig initiativ til Ny Nordisk Øl projektet, som Per Kølster og Christian Andersen siden gik ind i.

Hverken Anders Kissmeyer eller Per Kølster kunne være til stede ved prisoverrækkelsen. Anders Kissmeyer er bortrejst til Island, efter for kort tid siden at være vendt tilbage fra en af utallige rejser til USA.

Danske Ølentusiasters landsformand Anne Lise Knørr gav følgende begrundelse for prisen:

Hvert år uddeles Den danske Ølpris til en person, organisation eller virksomhed, der har gjort en stor og engageret indsats for at vise mangfoldigheden og spændvidden i øllets verden. 

I år gik prisen til Ny Nordisk Øl, som hverken er en person, en organisation eller en virksomhed, men derimod en manifestation. I det mindste er udgangspunktet for Ny Nordisk Øl et Manifest, udsendt af Anders Kissmeyer, Per Kølster og Christian Andersen for præcist et år siden. Alle tre havde allerede før dette manifesteret sig som væsentlige fortalere for det gode øl, for de to førstes vedkommende også gennem praktisk brygning.

I deres fælles Manifest fastlægger de tre initiativtagere rammerne for skabelsen af Ny Nordisk Øl, og inden for disse rammer vil landmændene, der dyrker råvarerne, forskerne som forsker i plantesorter og smag, planteforædlerne, malterierne, bryggerierne og slutbrugerne – forbrugerne – kunne give hver deres bidrag. 

Inspireret af bl.a. det Nye Nordiske Køkken, som – med den verdensberømte Restaurant NOMA i front – har defineret nye måder at forstå Nordens råvarer på, er Ny Nordisk Øl klar til at drage nytte af de skatte af velsmag, som gemmer sig i det nordiske terroir – landskabets unikke smagsaftryk på råvarerne – også i øllets verden. 

Visionen om en Ny Nordisk Øl i verdensklasse, med et umiskendeligt udgangspunkt i nordisk terroir, er meget prisværdig. Så prisværdig at Danske Ølentusiaster ikke alene har valgt at gøre Ny Nordisk Øl til emnet for en konkurrence blandt bryggerier på Ølfestival 2014, men også har valgt at tildele Ny Nordisk Øl Den danske Ølpris 2014.

Årets Danske Ølpris 2014 Ny Nordisk Øl B

Tidligere modtagere af Årets Danske Ølpris:

  • 2014: Ny Nordisk Øl
  • 2013: Mikkel Borg Bjergsø, Mikkeller
  • 2012: Torben Steenberg, for arbejdet for Danske Ølentusiaster
  • 2011: William Frank for hans utrættelige arbejde for at højne kvaliteten på øl
  • 2010: Per Kølster for arbejdet med malt og humle
  • 2009: Gitte K. Bjørn for arbejdet med Humleprojektet
  • 2008: De 5 initiativtagere til dannelsen af Danske Ølentusiaster: Anders Evald, Arne Slej, Ole Madsen, Poul Ladefoged og Søren Houmøller
  • 2007: Forfatter og foredragsholder Carsten Berthelsen
  • 2006: Gastronomisk iværksætter Claus Meyer
  • 2005: Håndbrygger-portalen Haandbryg.dk
  • 2004: Forfatter og foredragsholder Torben Mathews
  • 2003: Bryggerfamilien Rasmussen (Refsvindinge)
  • 2002: Brygmester og æresmedlem Peter Klemmensen

Fotos: Ole Svenningsen, RealHoppyAle.

Læs mere om Ølfestival København 2014: