I Berlingske har Søren Frank smagt på de fem premiereøl fra MAD Beer, der udgør det faste sortiment. Han giver dem ikke nogen karakter. MAD Beer er et samarbejde mellem Mikkel Borg Bjergsø, Mikkeller og chefkok Jakob Mielcke.
Bitter (6,9%). IPA som er brygget med Shiso – japansk basilikum:
Shiso’en er valgt for at spille sammen med humlen, som også er tilsat i rigt mål i denne øl i IPA(India Pale Ale) genren. En øl med et meget friskt, grønt og urtet udtryk.
Salt (4,5%). Wild Ale er brygget med ume boshi, som er saltsyltede japanske blommer:
Der er brugt brettanomyces – vildgær – hvilket skinner tydeligt igennem, både på den geuze-agtige duft og den syrlige smag. Man kan også fornemme blommerne i duften, som vækker associationer i retning af pissoirkugle.
Surt (5%). Spontangæret Ale med den asiatiske citrusfrugt yuzu:
Dette er muligvis den mest ekstreme af de fem bryg. Spontangæret med yuzu, japansk mandarin, er brygget piv hamrende syrligt og af en eller anden grund mindre smertefuldt at synke end at spytte ud. Meget flot duftende og oplagt som aperitif i stedet for champagne.
Sød (6,7%). Porter brygget med popcorn:
Sort og tyktflydende med noter af kaffe, chokolade, karamel og tørret frugt – popcornene er svære at få øje på, hvis man ikke ved, at de er der. Kokken Mielcke, som har sikret sig at porteren ikke er blevet alt for sød, tænker i barbecue og i øvrigt al mad med karamelliseret stegeskorpe.
Umami (6,3%). Imperial Pilsner brygget med grøn søl – tang fra Island:
Tangen kommer såvel tørret som vakuumpakket i havvand. Ideen er at få noget ind fra havet, uden at det bliver alt for fisket, som Mielcke udtrykker det. Den subtile på én gang kødagtige og mineralske aroma af tang virker faktisk ikke bare interessant, men også elegant.
Læs mere: