2015 er året med store økologiske satsninger fra både Royal Unibrew og Carlsberg. Royal Unibrew lancerer nu Royal Økologisk Pilsner. Men senere i år kommer der også en økologisk Pilsner/Lager ud i bred distribution fra Carlsberg. Det er Tuborg RÅ, som sidste år kun var tilgængelig som fadøl ved NorthSide og Roskilde Festival.
Royal Unibrew skriver om den nye økologiske Pilsner:
Royal Beer melder sig ind i kampen om økologi på pilsnermarkedet
Det danske bryggeri Royal Unibrew imødekommer nu forbrugernes efterspørgsel og lancerer en økologisk pilsner til en rimelig pris. Det sker i slutningen af april, når Royal Økologisk Pilsner kommer på hylderne i supermarkederne og kan nydes på caféer og restauranter.
2015 er udråbt som økologiens år, og undersøgelser fra Landbrug & Fødevarer viser, at knap 80 % af forbrugerne i Danmark gerne vil købe mere økologi, hvis det er billigere og mere tilgængeligt. Det ønske vil det danske bryggeri Royal Unibrew gerne opfylde, og derfor lancerer bryggeriet i slutningen af april Royal Økologisk Pilsner.
”Det som har været vigtigt for os er at gøre det muligt for økologi-interesserede forbrugere at købe økologisk øl, som ikke koster en bondegård. Royal Økologisk Pilsner er som navnet siger en pilsner, der både appellerer til mænd og kvinder. Det er en pilsner, der kan serveres derhjemme eller nydes på en café. Men det er faktisk også en pilsner, som vi tror, bliver et stort hit ved koncerter og festivaler. I hvert fald oplever vi allerede stor efterspørgsel på Royal Økologisk Pilsner hos flere koncert- og festivalarrangører”, siger Christian Lund-Martorell, senior brand manager for Royal Beer hos Royal Unibrew.
Royal Økologisk Pilsner er brygget med økologisk bygmalt og økologisk humle. Den er en anelse mørkere i farven end Royal Pilsner, har en lidt højere alkoholprocent og beskrives som frisk.
Forbrugerne vil gerne have økologi
De seneste måneder har forbrugstal fra dagligvarehandlen gang på gang vist, at de danske forbrugere nu for alvor er begyndt at lægge økologiske madvarer i indkøbskurven. Med lanceringen af Royal Økologisk Pilsner imødekommer Royal Unibrew den økologiske forbrugertendens på pilsnermarkedet.
”Der er i dag et stigende fokus på økologi. Vi vil altid gerne imødekomme forbrugernes efterspørgsel efter bestemte ølvarianter. Det gælder også, når forbrugerne efterspørger økologisk øl, og derfor har vi investeret i nyt udstyr og ny opbevaring, så vores bryggerier i Danmark er blevet certificeret til økologisk produktion. I udviklingen af Royal Økologisk Pilsner har vores brygmester haft fokus på at give forbrugerne en pilsner af høj kvalitet og med en rigtig god smag. Det er nemlig vigtigt for os, at Royal Økologisk Pilsner er mere end et rødt ø-mærke”, fortæller Christian Lund-Martorell.
Royal Økologisk Pilsner kan i dag fås på caféer og restauranter og kan købes i supermarkeder i slutningen af april. Den vejledende pris for en 6-pack med Royal Økologisk Pilsner i supermarkederne er 39,95 kr.
Ketty lentz siger
Så fint, bare man ikke skal læse på emballagen at det er produceret i Rusland
Susanne siger
Hvorfor er der ikke pant på denne vare.