Inklusiv samarbejdsbryg var Mikkeller med i 112 nye øl, der kom på markedet i 2011. Det Lille Bryggeri bryggede på eget brygudstyr i Danmark 35 nye øl.
Imponerende 94 øl kom på markedet fra Mikkeller i 2011. Heraf kom 88 til salg i Danmark, foruden Snapphane kom til Danmark i 2011 – brygget til svenske The Bishops Arms i 2010. Yderligere var Mikkel Borg Bjergsø, Mikkeller med i 18 samarbejdsbryg fra andre bryggerier. Så samlet var Mikkeller involveret i 112 øl, der kom på markedet i 2011.
Det viser Beerticker.dk’s netop offentliggjorte liste med 616 nye danske øl i 2011. Året hvor der er kommet næstflest øl i Danmark.
Allerede i 2010 slog Mikkeller alle rekorder med 65 nye øl – hvor 5 kun kom til salg i udlandet. Inklusiv samarbejdsbryg under andre bryggerier blev det samlet til 72 øl i 2010.
Det Lille Bryggeri tager ligesom i 2010 andenpladsen med 35 nye øl på markedet – men Det Lille Bryggeri er vel og mærke ikke et kontraktbryggeri. Så det er førstepladsen for øl brygget på eget brygudstyr i Danmark. I 2010 slog Det Lille Bryggeri’s brygger René Hansen rekorden for øl brygget på eget brygudstyr med 40 nye øl. I 2006 kom der 39 nye øl fra det gamle Ølfabrikken.
Jeppe Jarnit-Bjergsø’s Evil Twin Brewing spurter ind på tredjepladsen, efter dette nye kontraktbryggeri startede i 2010. 26 nye øl kom på markedet i 2011, hvoraf 23 nåede at komme til salg i Danmark inden nytår.
Følgende danske bryggerier og kontraktbryggerier kom med flest nye øl i 2011:
- 94: Mikkeller (88 på det danske marked)
- 35: Det Lille Bryggeri
- 26: Evil Twin Brewing (23 på det danske marked)
- 24: Nørrebro Bryghus (inklusiv Baldersbrønde Bryggeri)
- 19: Raasted og Randers Bryghus (fusioneret i september)
- 16: Grassroots Brewing
- 13: Amager Bryghus
- 13: Bryggeriet Apollo
- 13: Croocked Moon Brewing
- 12: BeerHere
- 11: Hornbeer
- 11: Kolding Bryglaug
- 11: Svaneke Bryghus
Kontraktbryggeriet Grassroots Brewing hænger så tæt sammen med Fanø Bryghus, at det kan diskuteres om de tre nye øl fra Fanø Bryghus skal tælles med. Yderligere står Fanø Bryghus for mange nye øl kontraktbrygget for andre. Angående Grassroots Brewing så er det samme brygger – Ryan Witter-Merithew, og der brygges på Fanø Bryghus. Amerikaneren Shaun Hill ejer Grassroots Brewing, men Fanø Bryghus står for det praktiske.
Brygmester Ryan Witter-Merithew står altså for mange nye øl, der kom til salg i 2011. Mere end listen her viser. Reelt drejer det sig om måske lidt over 35 øl. Fanø Bryghus kontraktbryggede i 2011 for Croocked Moon Brewing, Evil Twin Brewing, Kissmeyer Beer, Mikkeller, Three Amigos, Stillwater Artisinal Ales samt for Grassroots Brewing.
Fanø Bryghus kapacitet er så presset, at de selv nu får kontraktbrygget ved Rækker Mølle Bryghus.
Fanø Bryghus er i øvrigt ikke blevet talt med under Nørrebro Bryghus. Godt nok står samme ejere bag, men det er et selvstændigt selskab – og det kører endog meget uafhængigt fra Nørrebro Bryghus.
Anders Kissmeyer stod bag 16 nye øl i 2011, når Kissmeyer Beer øl og samarbejdsbryg tælles sammen.
Randers Bryghus Redaktøren er talt med, da den først kom ud som en Randers Bryghus øl, inden den blev videreført under det nye kontraktbryggeri Syndikatet. Randers Bryghus kontraktbryggede yderligere syv nye øl for Syndikatet og Øl-laboratoriet i 2011.
Amager Bryghus kontraktbryggede over 10 nye øl for Evil Twin Brewing, Mikkeller, Stronzo Brewing Co. og Xbeeriment i 2011. Udover deres egne 13 nye øl.
Læs også:
- 2011: Året med næstflest nye danske øl (Beerticker.dk)
- Hver sjette nye danske øl i 2010 kom fra Mikkeller og Det Lille Bryggeri (Beerticker.dk)
- Mikkeller kom med rekordmange nye øl i 2009 (Beerticker.dk)
[…] Mikkeller kom i 2011 med 94 nye øl (Beerticker.dk) […]