Efter den københavnske Bryggens Ølbar på Islands Brygge lukkede ved nytår, vil der nu blive fokuseret på det tilknyttede Ghost Brewing. Dette kontraktbryggeri havde premiere i april sidste år med Black Magic Vanilla Sky. Efter denne ene øl i 2013, er der nu planlagt fire nye i 2014.
Den første er allerede brygget – Purple Moon, en Imperial Stout på 9,5%. Den er kun på fad og vil snart være at finde på københavnske ølbarer. Den er brygget ved Ølsnedkeren.
Yderligere tre øl skulle komme i år – Double Single (Imperial IPA), Nordic D’light (American Pale Ale) og Road To Hell (IPA). Premiereøllen Black Magic Vanilla Sky vil også blive brygget igen.
Men derudover er der også fadlagrings planer, og der er allerede investeret i whisky fade. Det er meningen, at der skal Imperial Stout og Brown Porter på de fade.
Ghost Brewings øl kommer på fad og måske også på flaske i mindre omfang.
Bag Ghost Brewing står Bo Høyer og Morten Kristoffersen. Sidstnævnte åbnede for et år siden Bryggens Ølbar på Islands Brygge, København, men han valgte at lukke den igen ved nytår. Det var for stor en mundfuld ved siden af, at han også havde et civilt arbejde. Døgnets 24 timer slog ikke til.
Tidligere stod Bo Høyer og Morten Kristoffersen bag det lukkede Danish Beerhouse, der var pionerer med hensyn til at importere amerikansk craft beer/mikrobryg til Danmark.