Opdateret med medieomtale
Stevns Bryghus fortsætter nu som Stevns Bryghus ApS.
Det finansielle er nu på plads, for at Stevns Bryghus kan fortsætte som nu et anpartsselskab, fremgår det af SN.dk i dag.
Blot et par timer før absolut sidste frist for Stevns Bryghus overlevelse, indløb tilsagn fra et par lokale stevnske investorer om at tegne anparter i et nyt selskab. Dermed er de 350.000 kroner i likviditet sikret og den stiftende generalforsamling i Stevns Bryghus ApS gennemføres.
Den seneste uge har ellers været meget turbulent, idet primus motor i redningsaktionen, advokat Finn Rasmussen, Ret&Råd, Store Heddinge, først kunne meddele, at der kun manglede 63.000 kroner. Et par investorer sprang fra, så der pludselig manglede 153.000 kroner, og dermed hang redningsaktionen i en meget tynd tråd.
Brygmester Kim Vaabengaard kastede ellers håndklædet i ringen i juli. Bryggeriet og/eller brygudstyret blev sat til salg, fordi økonomien ikke kunne hænge sammen.
Men en kreds af initiativtagere har nu dannet nu et anpartsselskab, der ansætter den hidtidige eneejer Kim Vaabengaard, som lønnet direktør og brygmester.
Marttin Stuart Nielsen, tidligere landsformand for Danske Ølentusiaster, er også medinitiativtager til redningen af Stevns Bryghus. Det fremgår af det nyeste nummer af ØLentusiasteN.
Kim Vaabengaard er nu gået i gang med julebryggen.
Læs mere:
Snart flyder kvalitetsøllet igen fra Stevns (SN.dk)
Stevns har stadig et bryghus (Lørdags Avisen)
Fra arkivet:
Stevns Bryghus brygger måske snart igen (Beerticker.dk)
Stevns Bryghus stopper egen brygning (Beerticker.dk)
Papsø siger
Hvor er det storartet nyt – det gjorde mig glad om hjertet!
Jeg tror, at Kim er en af de mest dedikerede bryggere herhjemme. Og hvis han nu fremover kan få lov til at koncentrere sig om brygning og innovation, får han også bedre mulighed for at udfolde det store talent, som han har givet adskillige eksempler på.