Informations ølanmelder Niels Ivar Larsen tester fire øl i dagens udgave af avisen.
Før nærmere omtale af testen, bør det i øvrigt bemærkes, hvorfor Beerticker ikke længere bringer omtale af ølanmeldelser i Ekstra Bladet. Det er der en meget simpel grund til – Ekstra Bladet er stoppet med at bringe ugentlige ølanmeldelser.
Tilbage til dagens test i Information.
Den nye Blossom Directors Cut fra To Øl får de maksimale mulige seks point. En American Wheat Ale på hele 13,5% med safran i – foruden der også er kornblomst, hibiscus, morgenfrue, rose blomst, hvidtjørn og hindbær blade:
Alt dette udmunder i en umådeligt inciterende bouquet med fersken, appelsin, medicinske noter fra safranen, abrikoser, marcipan og tørrede frugter. Det kræver mange procenter at holde sammen på alle disse indtryk, så logisk nok er den valgte genre barley wine – øllets svar på slagskibet, flåden stærkeste fartøjskategori. Robust er den, men balancen holdes knivskarpt, så udspillet er værd at fremhæve som et vellykket eksempel på en øl, der favner smagsuniverser, der umiddelbart skulle synes at høre andre galakser til.
5 point er der til Mikkeller MAD Buble Sencha Beer – champagneøl med grøn te i:
Mad4 Buble Sencha Beer er fuld af boblespillopper med jasmin, syrlig frugt og grøn te. I den florale aroma finder vi sæbe, belgisk gær, koriander og tropisk frugt. Tonerne af grøn te er der også, men de træder klarere frem i smagsprofilen, der er ganske unik: appelsinskal, banan, mango og jordede toner fra den grønne te samt noget urteagtigt: persille og nyslået græs.
Mikkeller Spontanbeetroot er der ligeledes fem point til – en Sour Ale med rødbede:
Spontanbeetroot har en imponerende dybrød changerende over i lilla rødbedekulør med indslag i næsen af syrlige bær, skovmærkesyre, rabarber, rødbede selvsagt, fugtig muld og malerbutik. Smagen i det spontangærede bryg omfatter tillige kiksetoner, eddikeanstrøg, sodapulver, rød slikkepind og noter fra egetræslagringen.
Endelig er der 3 point til Coffee Mint Stout fra Husbryggeriet Jacobsen. Niels Ivar Larsen er ikke tilfreds med pebermynte delen. Jacobsen har genoplivet denne ellers udgåede øl, som nu er brygget til Dansk Supermarked – Føtex og Bilka.
Læs mere:
Skriv et svar