Opdateret angående Steen Outzen – se nederst.
Det konkurslukkede grønlandske bryggeri Greenland Brewhouse er købt af Polar Beer Greenland 2010.
Greenland Brewhouse i Narsaq, Sydgrønland er som omtalt kort på vej til at genopstå. Fremgår dog ikke om det bliver under navnet Greenland Brewhouse.
Polar Beer Greenland 2010 ApS – der blev stiftet 3. september – har købt det konkursramte Greenland Brewhouse. Med planer om senest i 2011 at komme i gang med brygningen igen. Myndigheds godkendelser skal falde på plads, foruden der skal skaffes bryggere, råvarer og salgsaftaler. Som med det lukkede Greenland Brewhouse skal der brygges med smeltevand fra indlandsisen.
Sermitsiaq skriver:
Selskabets stiftere udgør en bred kreds, blandt andre andre erhvervsmanden Rasmus Chr. Rasmussen, tidligere Narsaq-borgmester Kalistat Lund samt udviklingschef Gerhardt Petersen, der tillige er formand for selskabets bestyrelse.
Bestyrelsen ser således ud – alle fra lokalområdet i det sydligste Grønland.
- Gerhardt Petersen – bestyrelsesformand
- Jørgen Wæver Johansen – også direktør for Polar Beer Greenland
- Kalistat Lund
- Per Brinch Rødgaard
- Peter Thomsen
Greenland Brewhouse oprindelige idemand Salik Hard er ikke involveret i projektet.
Sermitsiaq skriver:
Jørgen Wæver Johansen og Gerhardt Petersen har været ansat i selvstyrets kapitalformidlingsselskab, Greenland Venture, som henholdsvis direktør og projektchef.
Greenland Venture formidlede i sin tid, forud for både Jørgen Wæver Johansens og Gerhardt Petersens ansættelse i selskabet, kapital til det daværende bryggeri, og Gerhardt Petersen var i afviklingsperioden desuden midlertidig direktør for Greenland Brewhouse.
Jørgen Wæver Johansen siger til Sermitsiaq, at salg uden for Grønland er altafgørende, hvis projektet skal blive en god forretning.
Greenland Brewhouse øl fik premiere i Danmark 2006, men kom først på det grønlandske marked i 2007. Men så gik det galt med salgsaftalerne, foruden der var produktionskoks. Således blev der ved et uheld blandet 48.000 liter Brown Ale Og Pale Ale sammen til en udrikkelig øl ved Flensburger Brauerei, der tappede øllet.
Greenland Brewhouse gik i betalingsstandsning i oktober 2008 med en gæld på fire mio. kroner – den egentlige konkurs kom først i april i år.
Salik Hard startede Greenland Brewhouse sammen med Steen Outzen. Outzens aktier blev overtaget af selvstyrets kapitalformidlingsselskab Greenland Venture, da de involverede sig i et forsøg på at redde bryggeriet.
Opdateret: Steen Outzen blev efterfølgende beskyldt for i strid med en konkurrenceklausul at have ydet ekspertbistand til Greenland Ice Water. Hvor der bruges grønlandsk smeltevand til fremstilling af Grønland Ice Cap Beer. Brygget ved det af Harboes Bryggeri ejede Viru Õlu bryggeri i Estland.
Men Steen Outzen understreger i kommentar på Beerticker.dk, at hans konkurrenceklausul ikke er overtrådt. Beerticker.dk har efterfølgende tjekket op på grønlandske medier. Her udtaler Steen Outzen, at han kun har været involveret i kildevands (Greenland Ice Water) – og ikke øl produktionsdelen (Grønland Ice Cap Beer). Dermed er konkurrenceklausulen ikke overtrådt (Sermitsiaq uge 39, 2008 – ikke frit tilgængelig på nettet).
Ikke frit tilgængelig: Wæver satser på øl (Sermitsiaq)
Steen Outzen siger
Jeg skal gøre opmærksom på at jeg IKKE har været under anklage for noget som helst. Jeg havde en konkurrenceklausul og den er IKKE overtrådt.
Jeg har et fint forhold til såvel Greenland Venture som til holdet bag det nye forsøg på at genetablere bryggeriet. Jeg ønsker holdet alt muligt held med projektet.
Med venlig hilsen
Steen Outzen
Peter Myrup Olesen siger
Det skrevne er baseret på, hvad der har stået i Sermitsiaq. Har efter din kommentar søgt efter flere oplysninger – og har ud fra det uddybet det jeg skriver. Se den opdaterede tekst.
Peter Myrup Olesen
Beerticker.dk
Steen Outzen siger
Det er dejligt at høre om det genåbnede bryggeri. Jeg kan bare ikke lade udtalelsen om, at Salik Hard var den oprindelige ide´mand, stå uimodsagt.
Det var mig, der som erhvervschef i Narsaq fik ideen og udviklede hele konceptet. Salik Hard var desværre den, der kørte bryggeriet i sænk. Det var Salik´s manglende evner, der var årsagen til, at jeg solgte mine anparter til Greenland Venture.
Med venlig hilsen og held og lykke til Nanoq Beer Greenland
Steen Outzen