Midtfyns Bryghus vinder for anden gang prisen for Årets Danske Nyhed – denne gang med Chili Tripel.
Ved Danske Ølentusiasters generalforsamling i dag blev det offentliggjort, at Midtfyns Bryghus Chili Tripel vandt titlen som Årets Danske Ølnyhed 2009.
Stemmeresultat
Rækkefølgen blandt de 10 finaleøl blev som følger:
- Midtfyns Bryghus Chili Tripel: 18,4%
- Hornbeer Black Magic Woman: 15,5%
- Thisted Bryghus Ronkedor: 11,3%
- Randers Bryghus Midnight Oil Imperial Stout: 11,0%
- Mikkeller Beer Geek Brunch Weasel: 9,5%
- Bryggeriet S. C. Fuglsang Early Bird: 8,6%
- Bryggeriet Vestfyen Willemoes Jul 2009: 7,8%
- Beer Here Fat Cat Red Ale: 7,6%
- Bryggeriet Djævlebryg OriginAle Darwinian IPA: 5,4%
- Hornbeer Happy Hoppy Viking: 4,9%
Chili Tripel
Midtfyns Bryghus egen beskrivelse af Chili Tripel (9,2%):
Midtfyns Chili Tripel er en belgisk inspireret Tripel, hvor bryggeren har haft frie hænder til at pirre smagsløgene. En øl af de frække og “hotte” , hvor en blanding af chili og belgisk gær får frit løb. Samtidig er maltfylden og den milde humle med til at afrunde smagsbilledet og give en unik smagsoplevelse.
Chili Tripel er særdeles velegnet til kolde retter og skaldyr og kan betegnes som en rigtig “Tapasøl”.
Midtfyns Bryghus
Midtfyns Bryghus har vundet før med Imperial Stout, der blev Årets Danske Ølnyhed 2007. Den gang med 13,7% af stemmerne. Det var en endnu klarere sejr denne gang, hvor det blev til 18,4% af stemmerne blandt de 10 finaleøl. Sidste gang Midtfyns Bryghus vandt, havde bryggeriet dog givet konkurrence til sig selv, for den gang var Midtfyns Double IPA også med blandt de 10 finaleøl.
Historien om Midtfyns Bryghus, der forvandlede sig fra en grim ælling til en svane, er fortalt før. Naturligt i forbindelse med den første pris.
Det oprindelige Midtfyns Bryghus, der blev oprettet i 2005, startede mildest talt ikke godt ud. Øllet fra bryghuset, der fra starten satsede på skotske ales, fik hurtigt et ret dårligt ry.
Men sidst på året i 2006 overtog amerikaneren Eddie Szweda aktiemajoriteten i Midtfyns Bryghus. Mange rådede ham til at ændre navnet på bryghuset. Så dårligt et ry havde det fået.
Men Eddie Szweda holdt fast i navnet, og satsede i stedet på en stor relancering af øllet. Der blev satset på kvalitet, og det opdagede ølentusiasterne. Hvilket blev kronet med titlen som “Årets Danske Ølnyhed 2007”.
Men Eddie Szweda har også utrætteligt arbejdet for at sprede budskabet om bryghusets gode øl. Ved alle mulige lejligheder. Der er ikke mange inden for ølverden, der har kunnet overse den livsglade og dynamiske Eddie Szweda.
I øvrigt endte han selvfølgelig i Danmark på grund af en kvinde. Bettina, som han mødte, da hun var au pair pige i USA i 1989. De blev gift og flyttede til Danmark i 1993. Her arbejdede Eddie som salgschef for danske fødevarefirmaer.
To vindere
På ovenstående billede ses to store vindere ved prisuddelingerne i dag. Eddie Szweda (th) og så Jørgen Fogh Rasmussen fra Hornbeer, der blev Årets Bryggeri 2009 sammen med Mikkeller.
De to har lidt af et rivaliserende kollegialt forhold kørende. Kort før billedet her blev taget, havde Eddie Szweda skjult afbrudt strømmen til Hornbeer’s stand ved Jyske Øldage i Esbjerg sidste efterår. Og på vej til Esbjerg havde han overhalet Hornbeers bil på den fynske motorvej, mens han gav fingeren. De to skal nok hygge sig i Odense i dag.
Læs også:
- Årets Danske Ølnyhed og Bryggeri 2009 – prisoverrækkelsen (Beerticker.dk)
- Årets Bryggeri 2009: Hornbeer OG Mikkeller (Beerticker.dk)
- Komplet resultat: Årets danske Ølnyhed 2009 (ale.dk)
- Årets danske Ølnyhed (ale.dk)
[…] omtalt i går, så blev Midtfyns Bryghus Chili Tripel Årets Danske Ølnyhed 2009. Og Mikkeller og Hornbeer fik begge prisen som Årets Bryggeri 2009, da de fik nøjagtigt lige […]