Opdatering – Ifølge Bryggeriet Refsvindinge er Røde Mor en ny øl: Refsvindinge: Røde Mor er en ny øl (Beerticker.dk)
Øl fra 2010 er ved en fejl endt i finalerunden om Årets Danske Ølnyhed 2011. Var også med i 2010 afstemning.
Blandt de 10 øl, der er med i Danske Ølentusiasters finalerunde om Årets Danske Ølnyhed 2011, er Røde Mor fra Bryggeriet Refsvindinge. På trods af den allerede var med i afstemningen for 2010.
Røde Mor kom på markedet i november/december 2010, hvilket bl.a. kan ses på datoerne for de første bedømmelser på RateBeer. Røde Mor blev dermed ikke første gang kommercielt tilgængelig på det danske marked i 2011 – og således ikke berettiget til at være med i afstemningen for 2011. Foruden den allerede var i afstemningen i 2010. På ovenstående udsnit fra afstemningsresultatet for 2010, kan det ses, at Røde Mor her fik 0,2% af stemmerne.
Selve det faktum, at Røde Mor kom i finalerunden for 2011 – men kun fik 0,2% af stemmerne for 2010 – illustrerer tydeligt en problemstilling ved Årets Danske Ølnyhed. Øl, der kommer sent på året – og ikke er julebryg – har ikke store chancer for at komme med i finalerunden/blive Årets Danske Ølnyhed. Fordi der ikke er mange, der har nået at smage de øl inden afstemningen.
Men hvis Røde Mor skulle med i 2011 afstemningen af den grund, skulle en række andre øl også med. Eller også skulle afstemningen ikke allerede starte i januar.
Før 2011 listen var det Beerticker.dk/mig der i fire år gratis leverede listen over nye danske øl, som Danske Ølentusiaster brugte til afstemningen om Årets Danske Ølnyhed. Min betingelse den gang var, at jeg leverede en tilstræbt komplet liste over nye danske øl, der blev kommercielt tilgængelig i det forløbne år. Hvis Danske Ølentusiaster ønskede, at nogle øl skulle fjernes eller tilføjes til afstemningen, så var det deres ansvar – og noget som jeg ikke ville blandes ind i. I praksis blev listen dog ikke ændret af Danske Ølentusiaster.
Da Beerticker.dk offentliggjorde listen over 616 nye danske øl i 2011, blev den ledsaget af en side med noter om, bl.a. hvorfor 39 øl ikke var medtaget på Beertiker.dk’s liste som nye danske øl – øl som var med i Danske Ølentusiasters afstemning. Foruden 76 øl som kun var med på Beerticker.dk’s liste. Her fremgik at Røde Mor allerede kom på markedet i 2010. Så det havde været muligt at rette fejlen og trække den ud af afstemningen – således den ikke endte i finalerunden.
- Noter til Beerticker.dk’s nye danske øl 2011 liste (Beerticker.dk)
Personen, der har lavet Danske Ølentusiasters liste over nye danske øl i 2011, skal ikke klandres. Det er en endog meget utaknemlig opgave at sige ja til. Det kræver langt mere at nå frem til en tilstræbt komplet og korrekt liste over nye danske øl, end folk overhovedet gør sig klart. Tro f.eks. ikke at alle bryggerier nødvendigvis selv har styr på, hvilke nye øl de er kommet med – og hvornår.
Fokuser ikke på Bryggeriet Refsvindinge i den her sammenhæng – der var en række øl fra andre bryggerier, som potentielt uberettiget kunne være endt i finalerunden.
Jeg kan helt berettiget skydes alle mulige motiver i skoene med det, jeg skriver her. Fordi jeg i fire år leverede listen, der blev brugt til afstemningen. Et samarbejde der stoppede, fordi Danske Ølentusiasters landsbestyrelse ikke ønskede at støtte Beerticker.dk økonomisk.
Men hvis ikke jeg påpeger, at der er sket en fejl i forbindelse med afstemningen om Årets Danske Ølnyhed 2011 – hvem gør så? Næppe Danske Ølentusiaster selv.
Opdatering – Ifølge Bryggeriet Refsvindinge er Røde Mor en ny øl: Refsvindinge: Røde Mor er en ny øl (Beerticker.dk)
Læs mere:
- Midtfyns Bryghus og Hornbeer dominerer Årets Danske Ølnyhed finalerunde (Beerticker.dk)
- Årets Danske Ølnyhed 2011: De 10 finaleøl præsenteret (Beerticker.dk)
Torben siger
Naturligvis kræver det et stort og nøjagtigt arbejde at udarbejde en sådan liste, og jeg vil slet ikke kunne give et regulært bud på hvor stor en sådan opgave er. Det er nok nærmest umuligt at lave en fejlfri og korrekt liste med mindre man har den flid og tålmodig til research som Beerticker.dk gennem årene har haft.
Jeg har selv bemærket og meddelt ophavsmanden til listen om en øl der var lanceret med et forkert navn, men at en øl fra 2010 kan nå helt til finalerunden bør næsten ikke kunne ske. Og det er da næsten ikke til at bære hvis den går hen og vinder!
Med nutidens mange IT-værktøjer, hvoraf Excell nok er det lettest tilgængelige, så burde man nok have afviklet en sammenligning med tidligere lister for at undgå ‘dobbeltgængere’.
Nuvel, så blev Danske Ølentusiaster også den erfaring rigere, men jeg læner mig alligevel op af Beerticker’s liste til mine personlige opdateringer.
Tony siger
Jeg har både smagt Røde Mor 2010 og Røde Mor 2011 og man kan sagtens smage at det er to vidt forskellige bryg. Etiketten er vel og mærke den samme – men hvis det er det man går op i skulle man måske overveje at ændre sit medlemskab fra Danske Øl Entusiaster til Danske Etikette Entusiaster.
Skål!