Opdateret
Thomas Schøn går sammen med Kim Agersten og Ulrik Lehrskov-Schmidt. Rocket Brewing Company kommer med første øl i september.
Thomas Schøn, der er et meget kendt ansigt i Mikkeller sammenhæng, starter nu hans eget bryggeri op – Rocket Brewing Company. Sammen med partnerne Ulrik Lehrskov-Schmidt og Kim Agersten – de ejer hver en tredjedel af Rocket Brewing Company ApS. Det oplyser de til Beerticker.
Det nye bryggeri er placeret i et nedlagt slagteri i Haslev, hvor der allerede er gang i de første bryg. Lokalerne blev overtaget 1. juli. I første omgang er der tale om bryg på 100 og 200 l, der er brygget de seneste uger. Men snart kommer der gang i den fulde kapacitet, så der kan brygges ca. 500 l af gangen.
Opdateret: Lanceringen bliver den 10. oktober ved Kihoskh, og der kommer både flaske- og fadøl. Læs nærmere her.
Der er planlagt fire faste øl:
- Club Tropicana: Pale Ale
- Total Eclipse: Oatmeal Stout
- Zaccharine: Big Barley Wine (dobbeltmæsket)
- Zero Gravity: Brett IPA
Men inden da har Rocket Brewing Company forpremiere ved Borefts Beer Festival, som arrangeres af hollandske De Molen 26. og 27. september. En blandt “ølnørder” meget anerkendt ølfestival. Opdatering: Læs nærmere her.
Manmade beers
Rocket Brewing fokuserer på håndværket med sloganet “manmade beers”. Øllet præsenteres som værende af “høj gastronomisk kvalitet til den danske og internationale ølscene”.
Øllene vil blive ledsaget af en tegneserieføljeton i tråd med Rocket navnet. Det handler om rummet samt at undersøge, udforske og bryde grænser. Et eksempel som Beerticker har fået udleveret:
The captains log: In the farthest reaches of the universe we experienced a phenomenon called a total exlipse. A Total eclipse can have different colors and encase you completely to block out all light from the universe. This eclipse came suddenly, turned everything blacker than black around us.
Trekløveret bag Rocket Brewing Company
Trekløveret Thomas Schøn, Kim Agersten og Ulrik Lehrskov-Schmidt er opstået via venskaber. Kim og Ulrik kendte hinanden i forvejen. Via Mikkeller kom Thomas til at kende Kim, der var chefkok ved Mielcke & Hurtigkarl – en tæt Mikkeller samarbejdspartner.
Thomas Schøn og Kim Agersten satser fuldtids på Rocket Brewing, hvor de skal stå for at brygge. Ulrik Lehrskov-Schmidt står for salg og administration. Etiketter, design og web klares af Martin Mostrøm og Martin Høgild.
Thomas Schøn – også kendt som Smeden – stoppede for mindre end to uger siden ved Mikkeller. Han har været tæt tilknyttet til Mikkeller i lang tid, hvor han især blev bredt kendt for Mikkeller’s spøjse virale markedsføringsvideoer. I 2009 blev han den første, som Mikkel Borg Bjergsø ansatte – som altmuligmand. Efter Thomas havde skrevet speciale om Mikkeller på IT Universitetet, hvor han studerede design, kommunikation og medier.
Fra Mikkeller medbringer han praktisk brygerfaring, foruden han er håndbrygger. Langt hovedparten af Mikkellers øl kontraktbrygges i udlandet, men sideløbende er der den seneste tid også blevet brygget i København. Noget som Thomas Schøn i høj grad har stået for på et lille pilot bryganlæg, der er placeret ved Johns Hotdog Deli’s lejemål i Kødbyen på Vesterbro. Øl der hovedsageligt blev tilgængelig på Mikkellers to københavnske ølbarer. I øvrigt samme Kødbyen hvor Mikkeller nu er på vej med brewpubben WarPigs.
Desuden har Thomas Schøn ofte deltaget i samarbejdsbryg i udlandet, som Mikkeller var involveret i.
Ulrik Lehrskov-Schmidt står bag og stiftede Byens Ejendom, der følger bygge- og ejendomsmarkedet og arrangerer tilknyttede konferencer. Har nu startet World in Property op, der er en international forlængelse af Byens Ejendom.
Der brygges i gammelt slagteri
Adressen for Rocket Brewing Company er i København, men selve bryggeriet er placeret i Haslev. Hvorfor blev det så lige Haslev? Ulrik Lehrskov-Schmidt siger til Beerticker:
– Fordi det ligger rigtig fint i forhold til motorveje med videre, og fordi der er masser af plads at vokse i. Plads af kvalitet: vaskbare vægge, store kølerum, hvor vi kan temperaturkontrollere meget præcist, adgang med truck overalt – ingen kanter eller karme, stort vandtryk osv.
Desuden tilføjer Ulrik Lehrskov-Schmidt, at det selvfølgelig ikke er uvæsenligt, at lejen er lav.
Der er indkøbt både nyt og brugt udstyr fra Danmark, USA og Italien – mæskekar og tanke er købt i Danmark (angående præcis hvor er de hemmelighedsfulde). Lige nu er der en gæringskapacitet på 1.600 l., men der er allerede bestilt flere tanke, så den kommer op på 3.200 l.
Cafe Viking / Jane Pedersen siger
Hej Tommas
Jeg glæder mig til at smage dine øl
KH
Jane