Opdateret med perioderegnskab
Vejle Bryghus udbyder nu for op til 3 mio. kr. folkeaktier.
Vejle Bryghus (Mølleåens Bryghus A/S) starter nu en ny aktieemission, hvor aktiekapitalen udvides med op til 3 mio. kr. Der tegnes A-aktier for op til 2 mio. kr. og B-aktier for op til 1 mio. kr. Udbudsperioden er 15. maj til 15. juni, og i den forbindelse er der åbent hus lørdag 15. maj kl. 11-15.
Begrundelsen i prospektet er:
I forbindelse med bryggeriets fortsatte drift og ekspansion er det et ønske at fremskaffe yderligere kapital, således der kan foretages investering i udstyr i forbindelse med fortsat etablering og udbygning af aftaler med kunder. I denne forbindelse skal der investeres i fadølsanlæg, kølere, glas m.m. som den enkelte kunde får stillet til rådighed af bryggeriet.
Vejle Bryghus var klar med eget bryganlæg august sidste år – før da var der blevet kontraktbrygget ved Brøckhouse. Allan Poulsen – stifteren af det nu lukkede Brøckhouse – var med til starte det nye bryghus op. Ligeledes kommer brygmesteren Torben Steenholdt fra Brøckhouse, hvor han før var brygmester.
Vejle Bryghus er en del af Bryggerigaarden, hvor der udover bryggeriet er restaurant, café, 2 pubber, natclub og 2 beværtninger. De får øl direkte fra bryghuset via pipelines. Hovedaktionæren er netop Bryggerigaarden A/S, der ejer 65% af aktiekapitalen.
De nuværende bagmænd bag Vejle Bryghus/Bryggerigaarden er direktøren for bryghuset Lars Berggreen, erhvervsfolkene Lars Eriksen og brødrene Anders Kirk Johansen og Morten Kirk Johansen. Morten og Anders sammen med broderen Casper, deres mor Gundhild Kirk Johansen og hendes mand Mogens blev for to år siden købt ud af Lego med en del af Kirkbi-formuen af familien Kirk Kristiansen.
Ejerforholdene har ændret sig fra projektet startede.
Vejle Bryghus er netop gået landsdækkende via en aftale med butikskæden Fakta om 2 årlige landsdækkende kampagner. De 3 øl til Fakta er brygget og tappet ved Ørbæk Bryggeri. Desuden skriver Vejle Bryghus i forbindelse med aktieemissionen, at “der arbejdes på et fremstød i udlandet med en kendt dansker som frontfigur”.
Seneste regnskabsår dækker 1. juli 2008 til 30. juni 2009, hvilket er en del af den atypiske etableringsfase – før der blev påbegyndt brygning august 2009. I 2008/09 var der et underskud på 907.000 kr. og i 2007/08 et minus på 646.000 kr. – men som sagt meget atypiske etableringsår. Perioderegnskabet for 1. juli 2009 til 28. februar 2010 viser et underskud på 1.956.571 kr.
Som omtalt kører der en retssag mellem Vejle Bryghus (Mølleåens Bryghus) og Bryggeriet KVAJJ om retten til Vejle Bryghus navnet, fordi Bryggeriet KVAJJ blev registreret med binavnet Vejle Bryghus ApS allerede 1. december 2006.
Det fremgår af prospektet, at Vejle Bryghus (Mølleåens Bryghus) netop har “fået medhold hos Klagenævnet for Domænenavne, at man er berettiget til at anvende navnet “Vejle Bryghus”. Det afventes nu, hvorvidt modparten vælger at indbringe denne afgørelse for de ordinære domstole.”
Hvis den sag ikke vindes til sidst, vil det fremtidige navn være Mølleåens Bryghus.
Læs også:
- Prospektbrochure (pdf – Vejle Bryghus)
- Prospekt (pdf – Vejle Bryghus)
- Perioderegnskab for perioden 1. juli 2009 – 28. februar (pdf – Vejle Bryghus)
- Årsrapport 2008/09 (pdf – Vejle Bryghus)
Fra arkivet:
- Brygmesterens direkte forbindelser (Ugeavisen Vejle)
- Vejle Bryghus strid optrappes (Beerticker.dk)
- Allan Poulsen stoppet på Vejle Bryghus (Mølleåens Bryghus) (Beerticker.dk)
- Bryghus forvirring i Vejle (Beerticker.dk)
- Vejle Bryghus åbner i morgen (Beerticker.dk)
[…] (Mølleåens Bryghus A/S) perioderegnskab, der blev lovet i forbindelse med offentliggørelsen af aktieemissionen, er nu lagt på nettet. Det dækker 1. juli 2009 til 28. februar 2010, hvor der var et underskud […]