Thisted Bryghus brygmester Henrik Sørensen skal være planlægningschef ved Ørbæk Bryggeri.
Brygmester ved Thisted Bryghus den 56- årige Henrik Sørensen har sagt sin stilling op med udgangen af april. Han har fået nyt arbejde som planlægningschef ved Ørbæk Bryggeri på Fyn.
Henrik Sørensen overtog brygmester stillingen ved Thisted Bryghus den 1. september 2009, da den legendariske Peter Klemensen stoppede. Henrik Sørensen kom fra en stilling som brygmester ved Bryggeriet Vestfyen, men han forblev bosat i Odense. Derfor vender han nu tilbage til Fyn.
Thisted Dagblad skriver:
Administrerende direktør hos Thisted Bryghus, Aage Svenningsen, er ked af at miste sin brygmester.
– På den anden side kan jeg godt forstå, at han gerne vil arbejde tættere på hjemmet, siger Aage Svenningsen.
Han fortæller, at der allerede har været en række samtaler med potentielle afløsere for Henrik Sørensen, men at der endnu ikke er blevet truffet en afgørelse.
– Det er klart, at det er en udfordring at være brygmester på Thisted Bryghus. Så vi har nogle emner på banen, mere kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt, siger Aage Svenningsen.
Henrik Sørensen blev ansat ved Thisted Bryghus på anbefaling fra Peter Klemensen.
Læs mere:
- På jagt efter ny brygmester (Nordjyske.dk) – alternativ link
Kaj Framke siger
Betyder det så, at der fremover vil være færre øl fra Thisted Bryghus med tilsat sulfit? Det ville være endda overordentligt klædeligt, men jeg er samtidig lidt urolig mht., hvad Henrik Sørensen kunne finde på at tilsætte de mange fine økologiske øl fra Ørbæk.
Men der skal han selvfølgelig ikke være brygmester. Jeg håber, han er bedre i planlægningen end han har været ved bryggekarrene hos Thisted Bryghus.