På Thisted Bryghus generalforsamling sidste weekend var der fokus på ledelses problemer i det forløbne år.
Bestyrelsesformand for Thisted Bryghus Ole Sørensens mundtlige beretning, er nu lagt på nettet – et uddrag:
Det er ingen hemmelighed, at der har været problemer omkring ledelsen af vort bryggeri. Det startede efter Ole Larsens fratræden med en efterfølgende forkert ansættelse af Finn Bjerg.
Ole Larsen var underdirektør og Finn Bjerg marketing- og salgschef.
Vi skulle også have gennemført et generationsskifte på brygmesterposten, da Klemme ønskede at gå på pension. Endelig valgte vores økonomichef at søge nye udfordringer.
Det er en bestyrelses opgave at sørge for, at der er en kompetent ledelse – og det er vor opfattelse, at vi som bestyrelse har løst de problemer, der har været gennem året omkring ledelsen af vort bryggeri.
Det er vor absolutte opfattelse, at vi nu har supergode folk på de vitale ledelsesposter. En dygtig og anerkendt brygmester, Henrik Sørensen, som vor berømte afgående brygmester, Peter Klemensen selv har fundet. Vi skylder Peter Klemensen stor tak for hans kærlighed til og store indsats for vort bryggeri. Tak, Peter Klemensen!
En fantastisk energisk supersælger, slags- og marketingschef, og nu også administrerende direktør, Aage Svenningsen. Og endelig en skarp økonomichef som vi allerede er utroligt glade for.
Regnskabsåret 2008/09
Vi har omstruktureret en del i organisationen specielt på salgssiden, hvilket har kostet kræfter og uden tvivl også omsætning.
Omsætningen er faldet med 3,6 mio. i forhold til 2007/08. Det skyldes blandt andet den almindelige afmatning på det danske marked og en skarp priskonkurrence. Vi har haft tilbagegang på Thy Pilsner og Thy Classic, Økologisk Classic, Porse Guld og læg dertil en katastrofal afmatning på 0,5 l. specialøl i Danmark. Salget af alle øl tilsammen er i stk. faldet med 10 %.
Alle vore problemer i det forgangne år har naturligvis kostet penge – såvel i positive udgifter – som i form af manglende effektivitet. Regnskabet viser et resultat på minus 3 mio. før skat, men her skal bemærkes, at der er udgiftsført afskrivninger på godt 2,2 mio. Vi har ingen investeringer foretaget, så vor likviditet er uændret i forhold til primo.
Turbulent generalforsamling
Thisted Dagblad kalder det en af de mest turbulente generalforsamlinger i bryghusets nyere historie og fortsætter:
Der blev sendt en del kritiske ord til bestyrelsen for dens håndtering af blandt andet tidligere brygmester og administrerende direktør, Peter Klemensens fratræden.
Bestyrelsesformand Ole Sørensen forsvarede kritikken med, at Peter Klemensen stadig kommer på bryggeriet og i øvrigt fandt den nye brygmester, Henrik Sørensen:
– De mødes jævnligt og arbejder sammen på forskellige produkter.
Thisted Dagblad skriver endvidere:
… bestyrelsens beretning, som bagefter fik en del kritiske ord fra en af de mere kendte aktionærer, folketingsmedlem Ole Vagn Christensen S, som mente, at bestyrelsen ikke havde klaret det seneste år ordentligt.
Det udløste buhråb fra flere sider, men det slog nu ikke Ole Vagn Christensen ud. Han forlangte at få at vide, om der var en konflikt mellem bestyrelsen og den afgående brygmester Peter Klemensen.
Nye satsninger
Som tidligere omtalt vil den administrerende direktør, Aage Svenningsen nu i højere grad satse på hele Danmark foruden nyt design, nye øltyper samt dåseøl. Også selv om det kommer til at koste et år mere med røde tal på bundlinjen. Aage Svenningsen startede i første omgang 1. juni sidste år som salgs- og marketingschef, men blev i januar også administrerende direktør.
På generalforsamlingen – den såkaldte fjerde højtid i Thy – blev en ny Brown Ale præsenteret for de næsten 1200 tilstedeværende. Og Peter Klemensens afskedsøl – Ronkedor – er efterfølgende kommet med i finalen om Årets Danske Ølnyhed 2009.
Samlet overblik over den omtale der har været i forbindelse med generalforsamlingen. Overstående citater fra Thisted Dagblad er ikke frit tilgængelige på nettet:
- Bestyrelsens mundtlige beretning ved formanden lørdag den 30. januar 2010 (Thisted Bryghus)
- Bestyrelsen fik fortsat støtte (Nordjyske.dk)
- Teutonerne på march igen (Nordjyske.dk)
- Thisted Bryghus fik underskud (video – TV/Midt-Vest)
- Thisted Bryghus fik underskud (TV/Midt-Vest)
- Ronkedor måske Årets Ølnyhed (Nordjyske.dk)
- Sælger ved Thisted Bryghus: Med øl i tankerne i 25 år (Nordjyske.dk)
- Ikke frit tilgængelig på nettet: Thisted Bryghus skal ud i landet (Thisted Dagblad/Nordjyske Stiftstidende) – tilgængelig for abonnenter her
[…] Thisted Bryghus generalforsamling 2010 – den 4. højtid (Beerticker.dk) […]