Det nye færøske bryggeri Okkara, som Peter Klemensen er med til at starte op, sender snart det første øl på markedet.
Ved Ølfestival København 2010 for lidt over en uge siden, fik det nye færøske bryggeri Okkara (betyder “vores”) premiere med deres øl. Det drejede sig om de 3 forsøgsbryg Brown Ale, Porter og Rinkusteinur. Til den sidste er der brugt færøske lavasten, hvilket jo afslører at Peter Klemensen – tidligere Thisted Bryghus – er involveret i projektet.
Peter Klemensen siger til Thisted Dagblad i dag, at den første øl kommer på det færøske marked juni eller juli. Selvom det fremgår af Thisted Dagblad, at de tre forsøgsbryg er lig de første øl, der kommer på markedet, er det ikke tilfældet. Kun en af dem – Brown Ale så vidt jeg husker – er blandt de første øl. Der kommer andre øl inden de 2 sidste af forsøgsbryggene kommer på markedet.
Den diplombrygger uddannede Bjarne Olsen, der også tidligere var ved Thisted Bryghus, står for den daglige drift af det nye bryggeri. Med Peter Klemensen som supervisor – indtil nu har han været 8 gange på Færøerne fremgår det af Thisted Dagblad.
Wilhelm Eyðinsson Petersen er administrerende direktør. Peter Klemensen (billedet) er med i bestyrelsen, der ellers består af færinger inklusiv Høgni Jensen.
Thisted Dagblad skriver:
Bryggeriet Okkara er stiftet af den mejeriuddannede Høgni Jensen, der har danske rødder. Han var tidligere agent på Færøerne for Dragsbæk Margarinefabrik, men for omkring fire år siden skiftede han spor til fordel for øl.
Han tog kontakt til Peter Klemensen for at lære kunsten at brygge øl, og Høgni Jensen er netop ved at afslutte sin uddannelse som diplombrygger på Den Skandinaviske Bryggerihøjskole på Gl. Carlsbergvej i Valby.
Bryggeriet Okkara er etableret udelukkende på færøsk kapital, og det er Høgni Jensen, der har skudt penge i bryggeriet, sammen med A/S Thorshavns Mælke og Mejeriforsyning og Margarinefabrik, og nu er der to bryggerier på Færøerne.
Logoet for Okkara er med vilje skævt. Præcis 5,8% hvilket svarer til hvor stærkt øl må være på Færøerne. De tre forsøgsbryg fra Okkara er alle på 5,8%. Sitet for Okkara – www.okkara.fo – er ikke oppe og køre endnu.
Læs mere:
- Første tapning færøsk øl nu snart i handelen lokalt (Thisted Dagblad /Nordjyske.dk)
- På færørsk: Loyniliga bryggjaríið nú á Ølfestivalinum (grams.fo)
Fra arkivet:
- Okkara – Færøernes nye bryggeri er snart klart (Beerticker.dk)
- Peter Klemensen skal være med til at starte nyt færøsk bryggeri (Beerticker.dk)
[…] Okkara’s første øl kommer på markedet juni eller juli (Beerticker.dk) […]