Det nye bryggeri Okkara, som Peter Klemensen er involveret i, forventer at have de første testbryg med på Ølfestival København.
I den danske ølverden legendariske Peter Klemensen trak sig tilbage fra Thisted Bryghus sidste år. Men hvis man tror, det var til en 100 procent pensionist tilværelse, så tager man fejl.
Han er nu supervisor på et nyt bryggeri, der er ved at starte op på Færøerne af A/S Thorshavns Mælkeforsyning & Margarinefabrik, der købte det konkurslukkede Brøckhouse’s brygudstyr.
I forbindelse med at Peter Klemensen i weekenden blev udnævnt til æresmedlem af Danske Ølentusiaster, oplyste han, at de første testbryg fra det nye bryggeri forventes at være klar til Ølfestival København i maj.
Okkara er navnet på det nye bryggeri. Jeg har tidligere set at “okkara öl”, skulle betyde “vores øl”.
Høgni Jensen, der står i spidsen for bryggeriet, har på et tidspunkt været i et halvt års praktik på Thisted Bryghus. Desuden er han uddannet mejeritekniker og diplombrygger samt 4. generation af Jensen familien i A/S Thorshavns Mælkeforsyning & Margarinefabrik.
Diplombrygger Bjarne Olsen, der også tidligere var ved Thisted Bryghus, arbejder også på det nye bryggeri.
Det er meningen, at Okkara’s øl rimeligt hurtigt også skal komme på det danske marked, oplyste Peter Klemensen til Beerticker.dk.
Föroya Bjór er lige nu det eneste bryggeri på Færøerne. Restorffs Bryggjarí lukkede i 2007.
Fra arkivet:
- Peter Klemensen skal være med til at starte nyt færøsk bryggeri (Beerticker.dk)
[…] Okkara: […]