Danske Ølentusiaster har planlagt en række nye tiltag til Ølfestival København 2011. Billetsalget starter 1. december.
Ølfestival København 2011 foregår 26., 27. og 28. maj – igen i Tap1 som i år. Der åbnes en time før, for dem der har købt billetter i forsalg. Billetsalget starter allerede 1. december.
- Torsdag: 15 – 23 (fra 16 hvis billet ikke er købt i forvejen)
- Fredag: 12 – 23 (fra 13 hvis billet ikke er købt i forvejen)
- Lørdag: 12 – 23 (fra 13 hvis billet ikke er købt i forvejen)
Åbningstiden udvides dermed torsdag og fredag, hvor der først blev åbnet kl. 16 i år. Specielt torsdagen forventer Danske Ølentusiaster kan bruges til en række nye tiltag, der bliver offentliggjort når de er klar.
Danske Ølentusiaster skriver i nyhedsbrev:
I år får festivalen besøg af besætningen fra et sejlskib, der sejler turen fra London til Sankt Petersborg med flere slags Imperial Russian Stout i et forsøg på at genskabe de sejlture der foregik sidst i 1700-tallet for at forsyne Zarina Katarina den Stores hof med øllet. Øllet som er med ombord vil ikke blive åbnet før det når til Sankt Petersborg, men det forventes at besøget giver anledning til at der på festivalen vil være engelske øl som ikke tidligere er blevet præsenteret på en dansk ølfestival.
Det vil være muligt at komme med på sejlturen som besætning – se mere på www.TheGreatBalticAdventure.com
Såvel gæster som ølfestivalens frivillige oplevede i 2010 at maden ikke var helt tilfredsstillende. Til Ølfestival 2011 har vi fået lovning på at der både vil være væsentligt større variation på gæstemaden, og at der vil blive leveret større mængder mad til de frivillige.
Et nyt initiativ i forbindelse med Ølfestival 2011 er, at dørene til festivalen bliver åbnet en time før for gæster med billetter der er købt i forslag – dette gælder naturligvis også de billetter som man kan købe med medlemsrabat.
Rigtig mange efterlyste siddepladser i hallen til sidste Ølfestival og vi kan derfor med glæde fortælle, at der til Ølfestival 2011 vil være ca. 500 siddepladser i hallen.
Vi starter billetsalget allerede 1. december, både på ale.dk og via billetnet, så står du lige og mangler en julegave, var det måske en ide med billetter til Ølfestival 2011.
Læs mere:
Christian siger
Få nu bare skiftet navn til Sjællandske ølentusiaster, hurra hurra for de Københavnske øldage bare synd at alle tiltag bevidst bliver glemt i resten af landet.
Christian Scheffel siger
Det er da noget vrøvl. På Øllets Dag 4. september var der Ølfestival i min egen hjemby Odense, i hvert fald også i Kolding, og i hele resten af landet i større og mindre omfang. Der er kommercielle ølmesser i tide og utide overalt hvor folk er villige til at møde op. For mindre end en måned siden var der fx. julebrygmesse hos Ølkonsortiet i Aalborg – og det var så stor en succes at de arbejder på at lave en mere i år.
Vi er nået så langt at der er så mange små lokale festivaler at folk ikke tager til Esbjerg efter en officiel festival. Er det virkelig så skidt?