Peer Holgersen – den tidligere brygmester på Holmegaard Bryghus – starter kontraktbryggeriet Næstved Bryghus.
Næstved Bryghus starter ud som kontraktbryggeri. Peer Holgersen håber imidlertid på et tidspunkt, at skaffe finansiel opbakning til selv at få et mindre bryganlæg og bryghus i Næstved.
Næstved Bryghus får kontraktbrygget ved Søgaards Bryghus i Aalborg, hvor den første øl netop er blevet brygget. Det er Champagneøl – efter den samme opskrift med champagnegær, som den tilsvarende øl ved Holmegaard Bryghus. Men det er undtagelsen. De øvrige øl fra Næstved Bryghus vil være nye øl – 3 til 4 forskellige er der tale om i første omgang.
Øllet fra Næstved Bryghus vil blive solgt i lokalområdet. Der kommer mindst til at gå 6 uger fra nu af, før Champagneøl kommer på markedet, oplyser Peer Holgersen til Beerticker.dk.
Flaskeøllet fra Holmegaard Bryghus blev også brygget og tappet ved Søgaards Bryghus. Brygrestauranten Holmegaard Bryghus var en del af Holmegaard Entertainment, der gik konkurs i september 2008. Bryghuset åbnede juni 2007.
Næstved Bryghus er et fritidsprojekt. Peer Holgersen arbejder igen ved Royal Unibrew i Faxe, hvor han bl.a. har været med til arbejdet med de nye Tempt cidere. Før Holmegaard Bryghus var han 20 år ved bryggeriet i Faxe.
[…] Næstved Bryghus første øl er kommet til salg ved SuperBrugsen i Fensmark. Champagne Øl Nr. 1 er kontraktbrygget ved Søgaards Bryghus efter samme opskrift som Champagneøl ved det lukkede Holmegaard Bryghus. Peer Holgersen, der står bag Næstved Bryghus, var tidligere brygmester på Holmegaard Bryghus. De kommende Næstved Bryghus øl bliver lavet efter nye opskrifter. […]