Amager Bryghus Hr. Frederiksen Buffalo Trace Edition (11%): Bourbon Barreled Imperial Stout. Premiere ved Copenhagen Beer Celebration – kommer senere på flaske.
Amager Bryghus har fra branchekyndige erfaret, at storytelling er halvdelen af fornøjelsen ved at drikke dyrt øl. Så vi bad en velestimeret lokalhistoriker forske i bryghusets beliggenhed. Derfor var vores begejstring stor, da den følgende historiske sandhed blev afsløret: Amager Bryghus ligger ved et vandingssted på den traditionelle skralderute henover Amager. Siden oldtiden har vore forfædre slukket deres tørst lige her, når de svedigt har transporteret deres skidt til øens berømte lossepladser.
På samme måde er det historiske Buffalo Trace bourbon destilleri i Frankfort, Kentucky gennem 200 år beliggende ved et vadested hvor store flokke indfødte bøfler har krydset den brusende Kentucky River i vild flugt fra hujende rødhuder. Således knyttes historien så smukt sammen – fra Amager til Kentucky. Vi håber du vil nyde, hvordan vi med denne særudgave af Hr. Frederiksen knytter fremragende og stærkt sort øl sammen med noget af den bedste Bourbon, der findes.
Ingredienser: Vand, bygmalt, hvedemalt, havre, kandis, humle og gær. Lagret i 12 måneder på Buffalo Trace bourbonfade.
Amager Bryghus Hr. Frederiksen Colorado Whiskey Vanilla Edition (11%): Fadlagret Imperial Stout. Kommer kun ved Copenhagen Beer Celebration.
På Amager Bryghus er vi kendt for at gøre tingene grundigt – når vi endelig gør dem. Således også med vores fadlagrede øl. Vores signaturøl Hr. Frederiksen gav vi således en seriøs omgang træ, faktisk hele 26 måneder på et whiskeyfad fra det lille og eksklusive Colorado-destilleri Stranahan. Der går ondsindede rygter om, at vi havde glemt alt om dette fad, hvilket naturligvis ikke er sandt. Amager Bryghus har et fuldkomment og præcist overblik over sit fadlagringsprogram.
Til Copenhagen Beer Celebration 2012 har vi fremstillet denne helt særlige udgave, som vi har lagret yderligere 3 måneder med hele vanillestænger. Det har givet den rustikke øl en diskret sødme og en blød krydret kant. Men selv med disse formildende omstændigheder må vi advare om, at dette bestemt ikke er nogen hanrej af en øl.
Det komplette overblik over, hvad Amager Bryghus har med ved Copenhagen Beer Celebration og Ølfestival København kan ses her:
[…] Nye øl: Amager Bryghus Hr. Frederiksen Buffalo Trace Edition, Colorado Whiskey Vanilla Edition (Beerticker.dk) […]