BrewPub København Abbey Road (7,3%): Belgisk Dubbel.
Abbey Road er en mørk overgæret belgisk dubbel, og betegnes også typisk som en ”kloster-øl” – en øltype der kendes helt tilbage til middelalderen. Abbey Road har en markant sødme fra en relativt kompleks maltsammensætning, hvor en beskeden anvendelse af humle bidrager med en meget mild bitterhed. Den belgiske kloster-gær bidrager med et næsten vinøst præg i form af en frugtig og krydret aroma til denne herlige øl, der endeligt afsluttes med et cremet skum. Hvis du godt kan lide knap så bitre – men stærke øl – er Abbey Road et godt valg.