Nyt samarbejde skal sikre smagsstabilitet, holdbarhed og hygiejne ved danske mikrobryggerier.
Det nye innovationskonsortium – Dansk Mikrobryg – Produktinnovation og Kvalitet består af: Bryggeriet Skands, Indslev Bryghus, Nørrebro Bryghus og Thisted Bryghus samt forskningspartnere og leverandører af råvarer og teknologi. Samarbejdet kaldes også “Kvalitetsbryg”.
Projektet støttes med 12 mio. kr. innovationsmidler fra Rådet for Teknologi og Innovation.
Rådet har valgt at støtte innovationskonsortiet Dansk Mikrobryg, idet konsortiet har sat som mål, at muliggøre bevarelse og konsolidering af den position, de danske mikrobryggerier har opnået i løbet af de seneste år. Det er rådets vurdering, at konsortiet har potentiale til at yde et betragteligt bidrag til ølmarkedet og på sigt i relation til oplevelsesøkonomien og turismeerhvervet.
– Vi vil bevare vores position, og videreføre den ølkultur, specialøl har skabt, med smagsoplevelse i højsædet. Med etablering af et så stærkt konsortium, og med fokus på erhvervets væsentligste udfordringer vil dette projekt uden tvivl få væsentlig betydning for dette, og forhåbentlig være stærkt medvirkende til at sikre mikrobryggeriernes fremtid, siger Anders Kissmeyer fra Nørrebro Bryghus.
Fokus vil være på at understøtte mikrobryggerier og dets leverandører på de her to områder:
- Hvorledes nye ingredienser kan tilsættes øl, så øllet ikke alene får særegen genkendelighed, men også opnår smagsstabilitet og holdbarhed.
- Den effektive mikrobielt orienterede hygiejniske tilgang, og en effektiv styring, som kan medvirke til en konsistent høj kvalitet af produktet.
Udfordringen på disse felter består i, at mikrobryggeriernes øl ofte er helt nyskabende med hensyn til ingredienser og processer, samt at ressourcerne til kontrol og analyser er meget begrænsede.
Dansk Mikrobryg – Produktinnovation og Kvalitet er lig: Bryggeriet Skands, Indslev Bryghus, Nørrebro Bryghus, Thisted Bryghus, Bactoforce International, Einar Willumsen, Grauballegaard/Iisgård, Holvrieka Danmark, Nordic Seed, Sinus Automation og Weyermann Speciality Malting Company.
Læs også:
Øllerne skal smage ens (ErhvervsBladet.dk)
[…] Mikrobryggerier med i nyt innovationskonsortium (Beerticker.dk) […]