Niels Ivar Larsen fra Information tester i dagens avis tre øl med kaffe.
Espresso Stout, der er et Søgaards Bryghus og Kissmeyer Beer samarbejdsbryg, får fem ud af seks mulige point:
Afrikansk højlandsespresso tegner kaffens element, men det faktum, at der også er smagt til med honning og muscavadosukker, røber, at ambitionen netop har været at frembringe en dessertøl. Enhver frygt for sødmechok bortmanes dog ved den første slurk af det brunsorte fluidum. I aromaen leger milde kaffenoter med brændte malte, herunder også havremalt, og indslag af sveskeblomme. Mundfølelsen er silkeblød, kroppen middelstor. I smagsbilledet dominerer malten først over moderate humletoner, flødekaramel, kakao og ristet kaffe. Først i eftersmagen sætter kaffen for alvor ind, men med behagelig underspillet elegance. En dessertøl med kompleksitet, så har man smagt det med!
Breakfast Stout fra amerikanske Founders Brewing Co. får ligeledes fem point:
Kaffesærpræget stammer fra hawaiiansk Kona-kaffe. Den dufter af sorte malte, friskværnet kaffe, kakao, dadler, sorte kirsebær og ristede pekannødder – et veritabelt festfyrværkeri af indtryk. Espressostyrke, smagen af ristet brød, der har brændt på, og mere ristet pekan mærkes på tungen akkompagneret af vanilje og flødekaramel. Balancen er lige så perfekt, som mundfølelsen er indsmigrende og aromaen og smagen er subtil.
Perkulator Coffee Dopplebock fra amerikanske Dark Horse Brewing Co. får fire point:
Vi får ikke at vide, hvilken kaffe der er brugt, men hold op hvor den fylder duftbilledet, det er helt sindssygt – kun vage islæt af malt, hasselnød og soja anes. I smagen er der småkager, brændt sukker, halvbitter chokolade og cognac og i første omgang forbløffende lidt kaffe. I eftersmagen optræder den for dobbeltbocks karakteristiske maltsirup fulgt af et bittert kaffepift, der efterlader stærke, ristede og tørre kaffenoter i ganen. Denne øl er absolut værd at tjekke ud for sin anderledes opfindsomme parring af to ædle drikke, der endnu kun står ved begyndelsen af deres samliv.