Opdateret
Nærmere præsentation af de 10 finalister til Årets Danske Ølnyhed 2010.
Danske Ølentusiasters afstemning for medlemmer foregår hele februar her.
Bryggeriet Vestfyen Willemoes Jul 2010 (12%):
Årets udgave af Willemoes Jul er en overgæret Stærk Ale.
Øllet har en flot kastaniebrun farve og et skum der skifter fra elfenbenshvid til lys mokka. Duften er meget intensiv og rummer nuancer af rosiner, æbler, blommer, anis og lakrids. Smagen er rund og blød med strej af rom, kanel samt karamel og giver en langvarig varm men tør eftersmag.
Øllet bør nydes ved 8-12°C og er specielt velegnet til kraftige oste, f.eks. blåskimmelost og til julens mange andre gode måltider.
Hornbeer Hophorn (9,3%):
En Dark IPA med mere af det hele.
Med Hophorn vil vi forsøge at kombinere det bedste fra flere øltyper. Humlebitterhed og aroma og duft fra IPA’ener, maltfylde og en antydning af ristet malt fra stout og porter. Farven er som valnøddetræ – dyb og mørk. Vi har humlet til 135 IBU, og der er tørhumlet i rigt mål med fire humlesorter. Der er sødme fra 5 forskellige bygmalte, karamelsmag fra krystalmalte og noter fra chokolademalten. Hophorn er meget smagfuld, og bør nydes i glas på stilk – så bliver den allerflottest med den beige skumkrone.
Hornbeer Winter Porter (8,6%):
De mørke øl passer rigtigt godt til den mørke årstid. Hornbeer Winterporter er ingen undtagelse. Øllet er brygget på paleale-, münchen-, karamel-, chokolade- og ristet malt og der er brugt rigeligt med dansk bihonning. Vi har humlet moderat. Hornbeer Winterporter bør serveres ikke alt for kold – 12-15 grader er passende. Den passer rigtigt godt til desserter, til ostebord og helt alene.
Husbryggeriet Jacobsen Pale Ale (6,4%):
Jacobsen Pale Ale er inspireret af de klassiske engelske pale ales, men trækker i høj grad også på erfaringer gjort indenfor murerne igennem de sidste par år.
Øllet er præget af en karakterfuld humlearoma og smag, der vil appellere til de humleglade forbrugere. Men Jacobsen Pale Ale er langt fra nogen ekstrem øl. Tværtimod har det været en klar målsætning, at øllet skulle kunne nydes af alle ølelskere. Det afspejler sig bl.a. i at øllet har en balancerende maltsødme og læskende fylde.
Øllet er primært brygget på pale ale malt, og dertil et udvalg af mildt ristede malte, der tilsammen giver øllet en rig maltsmag og en gylden farve. Øllet er tilsat Hallertauer Mittelfrüh som bitterhumle og efterfølgende tørhumlet med vores egen humlesort Hallertauer Jacobsen. Øllet er overgæret og har en alkoholprocenten er på 6,4% alc. vol.
Indslev Bryggeri Hvede I.P.A. – Indslev Pale Ale (5,5%):
Hvede I.P.A. – Indslev Pale Ale, er som resten af vores sortiment, en fuldblods hvedeøl der dog, noget utraditionelt, er brygget efter engelsk pale ale forbillede, og dermed er væsentligt mere humlet end lyse hvedeøl normalt er. Øllet er lyst gyldent og humlet med Hallertauer Perle og Amarillo som bitterhumler, og Cascade og Hallertauer Saphir som aromahumler. Hvedeøllets bløde, sødlige præg i kombination med det bitre og aromatiske fra humlerne, giver en rund fyldig øl med aromatisk kant og lang, bitter eftersmag.
Midtfyns Bryghus Håndbryg Fisherman’s Ale Rough Snuff (9,5%):
”Rough Snuff” er en Mørk Stærk Belgisk Ale brygget af 7 forskellige malte, trappistgær (klostergær), og tilsat krydderier som vil fryde enhver gammel fiskeskipper. Både kandis og rosinsirup er med til at give øllen sin fylde og styrke. Og for at kunne modstå selv den værste kuling, er der tilsat både blæretang og snus, der begge styrker blodomløbet. En rigtig svedig sag der bør være en del af provianten når man står til søs! Kan også nydes som en ceremoniel øl efter maden, men pas på! Den er stærkt vanedannende! Det er sundt at leve sjovt, men det er ikke sjovt at leve sundt!
Øl nummer 2 i en serie, hvor Midtfyns Bryghus inviterer håndbryggere ind for at brygge en øl. Denne øl er brygget af Erik Nielsen, Ø-Bryg, der er Oldermand i Svendborg Bryglaug. Øllen er en videreudvikling af den opskrift som Erik fik kåret som ”Sydfyns bedste håndbryggede påskebryg”.
Malt: Pale, Hvede, Havre, Cara Crystal, Cara Rye, Roasted Barley, Chocolate. Humle: Saaz Øvrige: Kandis, Rosinsirup, Snus, Blæretang Gær: Trappist gær. IBU: 26
Midtfyns Bryghus X Porter (8%):
Midtfyns Bryghus og Brouwerij De Molen fra Holland delte en stand på Ølfestivalen i Valby. Dette samarbejde har resulteret i et samarbejdsbryg mellem de to bryggerier.
Både Menno fra Brouwerij De Molen og Jan fra Midtfyns Bryghus er erfarne bryggere og deres fælles anstrengelser har resulteret i en ny spændende X Porter.
Denne porter er en kulsort øl med et kastaniefarvet skum. Duften er præget af ristet malt, lakrids og let røg. Smagen har et let sødme og noter af lakrids, karamel og den har en sødlig og bitter finale.
Foto: Bernt Rostad, flickr.
Randers Bryghus Hoppy Sundown Imperial Ale (8,7%):
Dette bryg er en eXXtra humlet udgave af en darker shade of pale ale, og er derfor ikke en IPA. Øllets farve minder om bryghusets patinerede kobberkedler (mørk kobber). Urten er humlet før kogning (first worth hopping), under kogning ad flere omgange og lige før urten skulle i whirlpoolen. Efter nogen lagringstid har vi yderligere tørhumlet øllet. Der blev brugt Nugget, Chinook, Cascade og Centennial humle i rå mængder. Resultatet er ikke en verdensrekord i bitterhed, det lader vi andre om. Men på godt jysk, ligger bitterheden på den stive side af kuling.
Brygget er absolut limited edition, med kun 1250 flasker. De fleste drikker vi selv, og resten vil blive solgt fra bryggeriet og i få udvalgte forretninger.
Gøgebryggerne til dette bryg var: Søren Davids, Uffe Lindhard, Karl Nissen, Henrik Feldthaus, Flemming Bie, Jan Kristoffersen, Søren Hjortbøl, Jimmy Andersen, Kjeld Ørskov, Stefan Kappel.
Indeholder: Bygmalt, Humle, Hvedemalt og Gær.
Thisted Bryghus Black Ale (8,5%):
Den gamle brygmester har brugt en ældre metode med opvarmede lavasten til sin sidste overgærede øl. Stenene sænkes ned i urt, og der dannes et karamellag omkring stenene, som så anbringes i lagertanken. Karamellen frigøres til øllet under den lange kolde eftergæring, og metoden giver, sammen med en eksplosion af humlenuancer, en ganske særlig aromatisk karakteristika til øllet.
Thisted Bryghus Jule Ale 2010 (7%):
Årets juleoverraskelse fra Thisted Bryghus er en lysere øl med god fylde, markant bitterhed og en behagelig sødme, som gør denne julebryg til den perfekte følgesvend til julemaden. Der er overvejende brugt lys malt, noget af den bedste humle fra England og New Zealand og to typer overgær. Det giver en både frugtagtig og krydret aroma, som fuldendes af den kraftige humle.
Læs også:
- Årets Danske Ølnyhed 2010 – finalisterne (Beerticker.dk)
Afstemningen:
- Årets danske Ølnyhed 2010 (ale.dk)
[…] historisk inkompatible ganer med DØE’s medlemmer og deres kåringer af årets ølnyheder. 2010′s kandidater er en historisk bizar blanding af middelmådige og i flere tilfælde elendige øl. Enhver […]