Amager Bryghus: 4. juli lanceres fire amerikaner bryg

Opdateret

Amager Bryghus amerikanerbryg 2014

Igen i år er der blevet brygget fire amerikanske samarbejdsbryg ved Amager Bryghus. Fire øl der ligeledes også i år vil blive lanceret ved en Amerikaner-dag ved bryghuset. Det sker meget passende fredag den 4. juli kl. 15 til 19 – USA’s nationaldag.

Der er musik med 50’er rockabilly-bandet The Ragtop, og den lokale Harley Davidson klub samt American Car Club Copenhagen er til stede. Der kan købes mad fra John’s Hotdog Deli – hotdogs med tilbehør tilberedt af øl, pulled pork sandwich samt burgere.

Også i år blev der brygget sammen med nogle af verdens bedste bryggerier, i forbindelse med de deltog i Copenhagen Beer Celebration. Det var Cigar City Brewing, Prairie Artisan Ales, Surly Brewing Company og Jester King Brewery. Sammen med Amager Bryghus er de tre første alle med på RateBeer’s liste over verdens 100 bedste bryggerier.

Cigar City er en genganger fra sidste års runde af amerikaner samarbejdsbryg. De spurgte endda selv, om ikke Amager Bryghus igen i år var interesseret i at brygge sammen. De øvrige bryggerier sidste år var Three Floyds og Against The Grain, foruden der blev brygget et Off Color Brewing samarbejdsbryg.

Amager Bryghus USA samarbejdsbryg 2014

I år blev der brygget to IPA’er med Cigar City (Orange Crush) og Surly (Todd The Axe Man) – samt en Saison med Prairie (Tulsa Twister) og en Imperial Stout (Danish Metal) med Jester King.

Udover de fire øl bliver Double IPA’en Shadow Pictures også tilgængelig på flaske den 4. juli – lige nu kan den kun fås på fad. Endnu en Amager Bryghus øl med en USA forbindelse. Den blev første gang brygget som samarbejdsbryg ved Shaun Hill’s Hill Farmstead Brewery i Vermont, USA i juni sidste år. Da stifterne af Amager Bryghus – Morten Valentin Lundsbak og Jacob Storm – var på besøg. Efterfølgende har Amager Bryghus så selv brygget deres egen version.

Beerticker kom forbi ved to af de fire samarbejdsbryg i år – med Surly og Prairie.

Todd Haug Surly Amager Bryghus

IPA’en Todd The Axe Man, der blev brygget sammen med Surly, var med Golden Promise malt samt Citra og Mosaic humle. Surly’s Head Brewer Todd Haug står på her på brygværket, efter at have besigtiget hvordan det går med øllen.

Amager Bryghus Surly 2014

Todd Haug og konen Linda med et ukomplet Amager Bryghus team. Morten Valentin Lundsbak er så travl en mand, at da det var tid for gruppefoto – ja, så var han missing in action. Til venstre de to der står for at brygge ved Amager Bryghus – René Hulgreen samt stifter Jacob Storm. Til højre kommunikationschef Henrik Papsø.

Surly fra Minnesota er for tiden i gang med at bygge et helt nyt 20 millioner dollar bryggeri – “Destination Brewery”. Det vil næsten firedoble brygkapaciteten og skulle være klart sidst på året. “Destination” indikerer, at det bliver værd at rejse efter for ølnørder. Der bliver således en brewpub del med plads til 300 gæster, og der er også planlagt en restaurant samt et event center.

Surly’s planer om en stor udvidelse har direkte været årsag til, at lovgivningen blev ændret i Minnesota. Før var det ikke tilladt, for bryggerier at sælge deres eget øl på stedet. Loven blev ligefrem populært kaldet “Surly Bill”.

Amager Bryghus Prairie Chase Healey

Med Prairie blev der brygget Tulsa Twister – en single malt og single hop Farmhouse Saison med brettanomyces bruxellensis, der blev tørhumlet med Simcoe. Her er brygmester Chase Healey i gang med at fjerne masken, mens René Hulgreen ser til. Prairie er netop kendt for deres Saisons – og fokus på fadlagring. De har ikke lagt skjul på, at Mikkeller og Evil Twin Brewing er store inspirationskilder for dem – i øvrigt har de lavet samarbejdsbryg med begge. Og der blev lavet endnu et med Mikkeller i Kødbyen i forbindelse med Copenhagen Beer Celebration.

Amager Bryghus Prairie

Brødrene Chase (med på Amager Bryghus og billedet) og Colin Healey startede Prairie Artisan Ales i 2012 – i første omgang som et kontraktbryggeri. Men i april offentliggjorde de, at de har købt en grund i Glenpool, Oklahoma til deres eget bryggeri.

Amager Bryghus Prairie og John Laffler

John Laffler (tv), Off Color Brewing kom forbi på Prairie brygdagen. Hans Chicago bryggeri er kun et år gammel – og den første øl med Off Color navnet blev faktisk brygget ved Amager Bryghus for et år siden. Gnädige Frau – en Imperial Marshmallow Stout, som John Laffler siden selv har brygget under navnet DinoS’mores. Den havde Off Color Brewing med til Copenhagen Beer Celebration.

I år var det Jannik Sahlholdt, der stod for den rigtig gode mad ved amerikaner samarbejdsbryg dagene. På billedet ses også Morten Valentin Lundsbak, Amager Bryghus og Chase Healey, Prairie samt Beerticker selv – Peter Myrup Olesen, til højre.

Amager Bryghus nye tanke

Samme dag, som der blev brygget med Prairie, ankom den første halvdel af otte gæringstanke. Det vil næsten fordoble brygkapaciten til juli. Egentlig ønskede Amager Bryghus en større udvidelse i andre lokaler på Amager, men banker er ikke nemme at overtale nu om dage. Så det må vente til næste gang, der udvides.

Olle Thorup står for de fremragende fotos fra Prairie brygdagen.

Jyskebank.tv var også forbi på Surly brygdagen.

Læs mere: