Igen i 2008 blev rekorden for antal nye danske øl slået – endda særdeles overbevisende. På min liste, som bogstaveligt blev lavet helt færdigt 31. december, er der 647 nye øl. I 2007 kom der 556. Det er også listen som danner basis for Danske Ølentusiasters afstemning om Årets Danske Ølnyhed/ Bryggeri 2008.
Det betyder vi har haft følgende udvikling i antal nye danske øl i løbet af den såkaldte “ølrevolution” her i landet (lig de 10 år Danske Ølentusiaster har eksisteret):
- 1999: 17
- 2000: 15
- 2001: 21
- 2002: 30
- 2003: 54
- 2004: 82
- 2005: 234
- 2006: 506
- 2007: 556
- 2008: 647
Fra 2004 og frem er der altså kommet 2.025 nye øl! – 2.162 fra 1999 og frem.
Følgende bryggerier kom med flest nye øl i 2008:
- 25 – Nørrebro Bryghus (inklusiv Baldersbrønde brandet)
- 24 – Carlsberg (inklusiv Jacobsen, Kongens Bryghus og Wiibroe)
- 24 – GourmetBryggeriet (inklusiv Ølfabrikken brandet)
- 20 – Bøgedal Bryghus (+ en kun solgt i USA)
- 20 – Det Lille Bryggeri (hed før Roskilde Øl)
- 20 – Mikkeller (+ en kun solgt i Finland)
- 19 – Fuglebjerggaard
- 18 – Amager Bryghus
- 16 – Søgaards Bryghus
- 15 – Eastcoast Brewing
- 15 – Herslev Bryghus
- 14 – Brewpub København
- 14 – Kolding Bryglaug
Sammenlign lige det med, hvor mange nye øl der i alt kom i 2002 og årene før! Det gamle Ølfabrikken er dog i en klasse for sig selv med rekorden – 39 nye øl i 2006.
Hornbeer bør også fremhæves. Nåede at komme ud med 13 øl på trods af lanceringen var i maj og bryggeriet nedbrændte 31. juli. Det var øl nr. 13 – julebryggen, som var på tankene, da det skete.
Nu går det galt?
Apropos ulykker så er der naturligvis mange spekulationer om, at nu går det galt. Og med god grund i disse krisetider. Seneste eksempler fra december er Fanø Bryghus’ konkurs-begæring og Brøckhouse’s betalingsstandsning. Og rygterne kører om hvem bliver den næste.
Mange sammenligner med den udvikling, der har været i USA. Her åbnede mange bryggerier gennem 1990’erne – såkaldte “craft breweries”. Efterfulgt af et crash i slutningen af årtiet. Men efter årtusindskiftet blomstrede det op igen – nu med langt højere grad af fokus på kvalitet. Kommer vi til at opleve noget tilsvarende i Danmark? – og bliver det dem som har styr på kvalitet/ det brygtekniske som overlever?
Rekorden der ikke bliver slået?
Jeg vover den spådom, at 647 nye øl bliver rekorden, der ikke bliver slået i nærmeste fremtid.
Flere øl på vej
Men der er skam flere øl på vej. Her er min liste over nye danske øl 2009 – næsten 100 offentliggjorte som er på vej.
Læs mere:
647 øl fra 116 bryggerier kandiderer til titlen som Årets danske Ølnyhed 2008 (pdf – Danske Ølentusiaster)
[…] næsten garanteret være den første af en strøm af nye øl i år. Det Lille Bryggeri indtog sidste år femte pladsen, som det mest produktive af nye danske øl. 20 blev det til – og det er altså et fritidsbryggeri. […]