Carlsberg, AB-InBev, SABMiller og Heineken samarbejder om at forbedre øls image.
Jyllands-Posten skriver om, at øl har et dårligt image i forhold til vin. I den forbindelse har avisen talt med Anne-Marie Skov, Carlsbergs koncerninformationsdirektør:
– Det er lidt paradoksalt, at vores omdømme er så dårligt. Vi er et rent naturprodukt med en lav alkoholprocent, og ved moderat forbrug har øl en positiv sundhedsprofil. Men det er lykkedes for vinindustrien at skabe et langt mere positivt image omkring vin, end vi har formået med øl. Det er en kendsgerning i langt de fleste markeder. Især i Vesteuropa.
Verdens største bryggerier – Carlsberg, AB-InBev, SABMiller og Heineken samarbejder nu om at finde en strategi, der kan ændre øls dårlige image. Anne-Marie Skov siger:
– Vi vil forsøge at påvirke opinionen lokalt. Vi har eksempelvis ikke aftalt, at der skal indledes en fælles global image-kampagne for øl, hvor man promoverer øl som kategori uden at nævne det enkelte bryggeri ved navn. Vi vil i stedet gå gennem de etablerede muligheder som eksempelvis bryggeriforeningerne, der jo er et fælles foretagende.
Jyllands-Posten gengiver følgende undersøgelse lavet af Millward Brown i 2011 om opfattelsen af henholdsvis øl og vin.
Opfattelsen af øl:
- Øl er “bare øl” produceret på fabrik, i grimme flasker og kasser.
- Øl er dårligt profileret i butikkerne
- Øl er et ringere match til middag/mad. Øl er nemlig “bare pilsner øl”.
- Øl er mættende og giver en oppustet følelse.
- Øl er usundt og feder.
- Øl er mindre og mindre populært.
- Øl er for mænd.
- Øl drikkes for at blive fuld.
Opfattelsen af vin:
- Vin anses for at være mere eksklusiv i måden, den produceres og serveres på.
- Det er “smart” at gå op i vin.
- Vin er det perfekte match til finere mad/mad med venner pga. de mange smagsvariationer.
- Vin gør hverdagen mere hyggelig end øl.
- Vin er sund.
- Vin forlænger dit liv.
- Vin er produceret af naturlige råvarer.
- Vin er pengene værd.
Jyllands-Posten skriver intet om specialøl.
Ikke frit tilgængelig: Danmark er et vin-land (Jyllands-Posten)