Supermarkederne og forbrugerne presser priserne på specialøl ned.
Supermarkederne må sælge de dyre øldråber langt billigere end tidligere, og det tvinger de i forvejen pressede mikrobryggerier til at levere til lavere priser, skriver Børsen.
Der findes ikke nogen eksakt opgørelse over prisudviklingen på specialøl de seneste måneder, men markedsdeltagere vurderer, at der er tale om et generelt prisfald på 10-15 pct. – og på de dyreste enkeltmærker er prisfaldet endnu større.
– Det store boom i mikrobryg er slut. Den generelle udvikling i samfundsøkonomien gør, at forbrugerne ikke vil betale så høje priser for øl som tidligere, og det sætter selvfølgelig nogle af de danske mikrobryggerier under pres, siger Jens Visholm, der er markedsdirektør i supermarkedskæden Superbest til Børsen.
Carlsberg mærker også presset og må se sine dyre Jacobsen- og Semper Ardens-øl på tilbud til 3 eller sågar 5 for 100 kr.
– Vi kan ikke sælge de helt dyre øl mere. Vi har indset, at øl over 40 kroner flasken ikke er vejen frem for vores kæder. Den del af markedet er totalt dødt. Det gælder både danske og udenlandske specialøl. Kommer prisen ned omkring 10-20 kroner flasken, er det dog en helt anden snak, og så vil folk stadig gerne have specialøl, siger Kenn Thomsen, der er kategorigruppechef i Coop Danmark.
Uffe Frovst, indkøbschef i Dansk Supermarked, bekræfter også at priserne på specialøl den seneste tid er sænket en del.
Til gengæld falder priserne ikke på almindelige mainsteam øl. F.eks. er slagtilbud i tilbudsaviserne med en 30 styks kasse med Tuborg- eller Carlsberg pilsnere for 80 til 100 kr. historie.
Læs mere – den komplette artikel er ikke frit tilgængelig på nettet:
Priskrig på dyre øl (Børsen)