Opdateret
Første stærke øl brygget på Okkara. Fra april 2012 er øl på over 5,8% tilladt på Færøerne.
Okkara på Færøerne har brygget den første stærke øl på over 5,8%. Det har indtil nu kun været lovligt at sælge eller importere øl på Færøerne, der højest var på 5,8%. Men stærkere øl er nu blevet tilladt, således det må sælges fra 1. april 2012.
Thisted Bryghus legendariske pensionerede direktør og brygmester Peter Klemensen lavede opskriften og bryggede den første stærke øl fra Okkara. Det skete 12. november med hjælp fra Høgni Jensen – Okkara’s brygger og stifter. Peter Klemensen er nu brygmester og supervisor for Okkara, der debuterede med øl sidste år.
Den nye øl har foreløbigt arbejdsnavnet Glaðu. Okkara’s direktør Steinbjørn Í Dali oplyser til Beerticker.dk, at ordet Glaðu ikke eksisterer på dansk, fordi det er et sjældent vejrfænomen i Danmark. Det betyder “røgskylignende vandmasser, der især på fjorde og sunde hvirvles op af pludselige stærke vindstød eller hvirvelvinde”.
Færøernes andet bryggeri Föroya Bjór har også brygget deres første stærke øl – 1888 Tripple Ram på 8,5%. Selvom den ikke endnu kan sælges på Færøerne, forhandles den af OnePint i Danmark.
Billeder:
- Glaðan – Bryggja sterkt øl (Okkara via Facebook)
- 12. november bryggjaðu vit á Okkara (Okkara via Facebook)