Hornbeer har følgende nye øl fra 2013 med ved Ølfestival København – 23. til 25. maj.
Hornbeer Creamy Hoppy Ugly Hornale (5,6%): Samarbejdsbryg med Ugly Duck Brewing Co. Cream Ale.
Vores intension har været at brygge en humlet creamale. Farven er gylden, skummet beige og blødt som flødeskum. Der er anvendt de New Zealandske humler Green Bullet og Wakatu både som bitter, smags, aroma og tørhumle. Skumkronen er blød og kan minde om flødeskum, og de New Zealandske humler afleverer en blid duft og aroma der fuldender billedet af en nemt drikkelig øl – men som alligevel har “kant”.
Ingredienser: Bygmalte, havre, humle, gær, vand.
Billede: “Nattens dronning” af Gunhild Rasmussen.
Hornbeer Amarillo Amore (6%): IPA.
Singlehop, Amarillo.
Hornbeer Down Under (5%): IPA.
IPA med australske humlesorter.
Hornbeer Mumme (8%): Mummeøl.
Mumme er brygget sammen med Carsten Berthelsen. Mummeøl var i europæisk middelalder en meget elsket eksportvare. Den er skabt i byen Braunschweig, der var en driftig handelsby. Mumme var kendt som en mørkmaltet Starkbier, tyktflydende som sirup og sprængfyldt med procenter. Man sagde, at øllet gjorde, at Männer davon umfielen, dvs., at Mænd faldt om efter indtagelsen. Det er formodentlig Mummeøllet, der har udvirket det folkelige udtryk, at dette eller hint er mums. Hornbeer har genskabt det gode øl, som vi formoder, at det har smagt i gode, gamle dage. Prøv den til stærke oste og/eller nyd øllet i en stille stund, hvor du lader tankerne gå på vandring.
Hornbeer Original HornBock (8%): Bock.
Original HornBock er blevet til i et samarbejde med Carsten Berthelsen.
Allerede i 1200-tallet var byen Einbeck i Tyskland vidt berømt for sit velsmagende øl. Man bryggede her en stærk, mørk ale på hvede og byg. Den blev eksporteret flittigt til alle egne af Europa. Også til Bayern, hvor man yndede øllet ved kurfyrstens hof i München. Man blev så begejstret for denne stærkøl, at man bad en brygmester fra Einbeck om at bosætte sig i byen. Her blev en Einbeck forvandlet til Ein Bock, en varm og velsmagende øl til alle måltider.
Hornbeer har genskabt den mørke, overgærede DoppelBock, som blev serveret i middelalderens gæstgiverier og i hjem, hvor man satte pris på livets glæder. Nyd den ved alle højtider eller skab hverdag om til fest med en Original HornBock.
Hornbeer Ras (Grisk Light) (3,2%): IPA.
Ras er en humlet frokostøl med masser af smag. Når du har lyst til en let øl til mad eller som tørstslukker, så er Ras et godt bud. Ras er en ale hvor aromahumlerne får lov at sætte præg.
Ras er opkaldt efter bryggerens bedstefar der hed Rasmus, og som boede på et lille husmandssted ved Grenå. Han blev bare kaldt ”Ras på den grønne vej”. Det var slidsomt og fattigt at være husmand i 30’erne. Men Ras og hans kone evnede alligevel at lægge penge til side og spare op.
Men også den gang havde bankerne en meget dårlig moral. Opsparingen blev forvaltet meget dårligt. Ras mente at banken havde været grisk, og han tilgav dem aldrig. Det forstår man vel godt? Minder det forresten ikke om noget ? Jo, der var jo øllen Hornbeer Grisk som Spar- Nord ville forbyde. Grisk fortalte noget om bankernes moral eller mangel på samme. Så den skulle forbydes. Sådan gik det jo ikke – heldigvis. Da Ras kun er på 3,2% har vi valgt at give den efternavnet Grisk Light.
Men lidt mere om øllet. Ras er brygget på pilsner- og karamelmalt. Vi har brugt den amerikanske humle Cascade, der bidrager med aroma i retning af citrus og fyrrenåle. Ras er let bitter, ret tør med relativt højt indhold af kulsyre. Med den beskedne alkoholstyrke, er Ras den rigtige øl til midt på dagen.
Brygget på: Bygmalte, humle, gær, vand.
Hornbeer Viking Chili Stout (10%): Imperial Stout. Megagrisk.
En stout brygget med chokolade, kaffe, lakrids, vanilje og chili. Vores intention har været at brygge en kompleks øl – ikke for ekstrem, men alligevel med kant. Chilien virker lidt som efterbrænder – kildrer lidt på tungen, uden at være aggressiv. Viking Chili Stout blev første gang brygget som jubilæumsøl til Frederikssund Ølsmagning 2013 i Valhal, hvor den blev kåret som bedste øl.
Ingredienser: Bygmalte, humle, gær, vand.
Billede: “En kongelig affære” af Gunhild Rasmussen.