To nye øl er nu på ved Restaurant Bryghuset i Svaneke. Finder måske vej til Lord Nelson i København.
Svaneke Bryghus Lykkelige Skolopender (7,5%): Tripel.
Sankt Hans på Christiansø er hygsom. Inden den store festivitas holder man lige et ”11-møde” hos købmanden for at drøfte slagets gang. Herunder drikkes der øl – eller hvis man skal vær helt korrekt: To – én til hvert ben. I visse filosofiske stunder, ude på grønningen med en ”kanonbajer” i hånden, kan man ikke undgå at tænke på alle de øller en skolopender således er i sin fulde ret til at drikke. Og kammesjukken ved ens side hører et næsten hvisket: Lykkelige Skolopender..!
En lys belgisk Ale som er krydret med den tasmanske humle ”Galaxy”. Et rent overflødighedshorn af diverse frugtnuancer venter den smagende. 4 måneder på tank. Overgæret med Trapistgær.
Brygmester Jan Paul var rent faktisk på Christiansø, da jeg mailede med ham.
Svaneke Bryghus Trussetyven (4,6%): Hallertauer Single Hop Pilsner.
Den 5. Tyveknægt i serien af single hop pilsnere. ”Hallertauer Mittelfrüher” humle fra Hallertau regionen lige nord for München præger øllet med sødligt krydrede urtenuancer og passer fremragende til de sydtyske Lager og Bock øller.
Og så er denne øl helliget Pink Floyd, og især Syd Barret, som med deres sang ”Arnold Layne” gjorde opmærksom på gamle grises hobbyer. Den blev aldrig spillet i radioen i 60´ernes England, men alle vidste om Arnold Layne der luskede rundt (”..moonshine washingline”) og stjal dameundertøj (”..see through baby blue”).
Tidligere single hop pilsnere er Butikstyven (Tettnanger), Biltyven (Lubliner), Snedig Snyder (Centenniel) og Høtyven (Hersbrucker). Undergæret.