Søgaards Bryghus Aleburgh (4,8%): Med vild humle. Nu på ved bryggerirestauranten i Aalborg.
En velhumlet ale humlet med frisk humle fra bl.a. Aalborg zoologiske have, Vejgaard Østre Skole og området omkring Haraldslund vand- og kulturhus.
Øllets navn har sin oprindelse i Aalborgs navn fra Valdemar II’s jordebog fra 1231, hvor Aalborg hed “Aleburgh”. Den præcise betydning af første del af ordet kendes ikke præcist, men vi har selvfølgelig valgt at tolke det som “ale” i betydningen overgæret øl.
Den lyse farve og lette maltkrop er valgt for at fremhæve humleprofilen mest muligt. En profil, der for øvrigt minder en del om klassiske tyske humler som hersbrucker og tettnager.
Yderligere detaljer:
Den oprindelige tanke var egentligt at lave en middelalderøl, men eftersom humlen ikke rigtigt var udbredt i Danmark på det tidspunkt (selvom den godt nok var kommet hertil), så ville idéen falde lidt fra hinanden. Specielt fordi der er lagt vægt på den sene humling og ikke så meget på at bruge den indsamlede humle som bitterhumle. Og den mængde humle ville have været spild på det tidspunkt. Og vi ville ikke lave en gruit-øl eller lignende krydret øl.
Dernæst gik tanken på stilarten Broyhan, men vi blev enige om at benytte så simpel og let en maltprofil som næsten muligt for at få fokus på humlen. Eller humlerne, da det i virkeligheden er humle fra tre forskellige steder i Aalborg og tysk Magnum som bitterhumle.
Aalborghumlerne blev indsamlet over to omgange. En dag med plukning i Vejgaard og Vestbyen og én med plukning i Zoologisk have hvor haven satte en truck med mandskabslift til rådighed, så man kunne komme op i masten ved legepladsen. Derudover var der en lille plante bag et mødelokale og den nuppede vi også.
Øllen er brygget på 90% pale ale malt og 10% hvedemalt.
OG 1.050, 30 IBU med Magnum. 3,3 kg Aalborg-humle til 1000 liter i de sidste minutter. Gæret med WLP001.
Læs mere:
- Born to be Wild (An Adventure in Beer and Brewing Abroad)