Ølforbruget vil falde yderligere syv procent de næste fem år viser analyse. Midtersegmentet af øl presset.
En økonomisk analyse fra erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer viser, at ølforbruget i Danmark vil falde yderligere syv procent de næste fem år. Men specialøl (mikrobryg/premium øl) og discountøl står for en stadig større andel af ølmarkedet. Derimod vil tilbagegangen i midtersegmentet af øl fortsætte. En opdeling hvor enten kvalitet er i fokus men pris sekundært. Eller også er der skarp fokus på pris.
Food & Culture, der udgives af Landbrug & Fødevarer, har talt med cheføkonom Leif Nielsen, der har været med til at lave analysen:
Han fortæller, at årsagen til øllens tilbagegang bl.a. er, at prisforskellen mellem øl og vin er blevet mindre. Det betyder i praksis, at det er blevet billigere for forbrugerne at vælge vin, der har et mere sofistikeret image end øl. Og det gør de i høj grad. 2010 blev det første år i danmarkshistorien, hvor der blev drukket mere vin end øl målt ud fra alkoholmængde. Samtidig med, at forbruget af øl falder, er der også sket en udvikling i de overvejelser, der spiller ind, når der skal humle på spisebordet eller bardisken.
– Man kan tale om, at der er sket en polarisering af ølmarkedet. Tidligere var der et meget stærkt midtersegment, som bestod af de klassiske ølmærker fra Carlsberg, Royal og Tuborg. Men nu ser det ud til, at de har mistet deres tag i danskerne, mens specialøl og discountøl øger deres markedsandel,” siger Leif Nielsen.
Det faldende ølsalg er af gode grunde dårlige nyheder for ethvert bryggeri. Men der er som bekendt intet, der ikke er godt for noget. Ifølge Leif Nielsen kan udviklingen i ølmarkedet vendes til det positive for bryggerierne, hvis de formår at udnytte det nye forbrugsmønster.
– Efter flere år hvor efterspørgslen har været rettet mod forbrug af luksus og storforbrug, ønsker forbrugerne nu i højere grad produkter, der viser nærhed, autenticitet og lokal tilknytning.
Analysen samler ellers diverse kendte tal om f.eks. ølforbrug, bryggerier osv.
Læs mere:
- Kvalitet kan redde mikrobryg (Food & Culture)
- Ølforbruget falder hastigt – Mikrobryggerierne vinder markedsandele (pdf – Landbrug & Fødevarer)