Som Beerticker.dk skrev i sidste uge, så vandt Indslev Bryggeri guldmedalje for Sort Hvede i kategorien Sweet Stout ved European Beer Star 2010. Udover billede fra prisoverrækkelsen er her den pressemeddelelse, som Indslev Bryggeri nu har sendt ud. På billedet ses brygmester Stefan Peter Stadler (i midten til venstre) og direktør Anders Busse Rasmussen (i midten til højre).
Guldmedalje til Indslev Bryggeri
Vandt med hvedeøl i kategorien Sweet Stout
Indslev Bryggeri fra Fyn løb med en guldmedalje ved årets udgave af en af verdens største ølkonkurrencer, The European Beer Star Award, i Nürnberg. Indslev vandt med Sort Hvede i kategorien “Sweet Stout” – en åben kategori, hvor hvedeøl normalt vil have svært ved at klare sig.
Indslev Bryggeri, der ligger ved Middelfart, er Skandinaviens eneste bryggeri, der fuldt ud satser på hvedeøl. Direktør Anders Busse Rasmussen er fjerde generation i bryggeriet, der blev startet af hans oldefars bror i 1897.
– En ting er at vinde sølv eller bronze Vi deltager jo ikke for at tabe, men jeg må indrømme, at jeg er overrasket over at vi løb med guldet i en kategori, som der ikke er mange, der forbinder med hvedeøl. Vi er meget stolte af prisen, som er en anerkendelse af vores arbejde. Samtidig er den jo med til at bygge vores navn op – både her hjemme og i udlandet, siger Anders Busse Rasmussen.
Et 88 mand stort panel af internationale eksperter kårede vinderne ved en blindsmagning.
Indslev har tidligere vundet anerkendelser for sine øl, både i ind- og udland, men indtil videre er dette den største pris bryggeriet har modtaget. Bryggeriet blev i øvrigt tildelt den Danske Designpris 2008/09 for sin visuelle identitet – altså design af etiketter, hjemmeside, logo etc.
Fra arkivet:
- Indslev Bryggeri vinder guld ved European Beer Star (Beerticker.dk)
[…] Nyt på Beerticker.dk: Indslev Bryggeri’s European Beer Star sejr […]