To mand fra det lukkede Bryghus Horsens står nu for det praktiske ved Vejle Bryghus. Flemming Lindgaard brygger nu øllet og Mogens Rasmussen er direktør.
To mand fra det lukkede Bryghus Horsens er nu ved Vejle Bryghus – Mogens Rasmussen er som omtalt ny direktør. Men nu er det også Bryghus Horsens tidligere brygmester Flemming Lindgaard, der brygger øllet på Vejle Bryghus, erfarer Beerticker.dk.
Flemming Lindgaard er ikke direkte ansat af Vejle Bryghus. Som omtalt har Vejle Bryghus netop været gennem store besparelser, der bl.a. kostede jobbet for den fuldtidsansatte brygmester Torben Steenholdt. Fremover skal der brygges og tappes på konsulentbasis.
Flemming Lindgaard startede denne uge som konsulent med speciale som brygger ved United Beverage ApS i Aarhus. Det er netop United Beverage/ St. Michaelsberg som fremover står for brygningen af øl ved Vejle Bryghus. Selskaber som Vejle Bryghus ny bestyrelsesformand Lars Heide Rasmussen står bag – han er desuden siden sidste år en af hovedaktionærerne i bryghuset.
Den nye løsning for at få brygget øl skulle koste Vejle Bryghus 6.000 kr. ugentligt – halvdelen i forhold til en fuldtidsansat brygmester.
Flemming Lindgaard blev uddannet som diplombrygger i 2008, og havde før da lært at brygge ved Grauballe Bryghus. Havde en baggrund som mejeritekniker. Var fuldtidsansat ved Bryghus Horsens.
Vejle Bryghus nye direktør – og før da salgskonsulent der – Mogens Rasmussen havde også en fortid ved det lukkede Bryghus Horsens. Han var salgsleder.
Flemming Lindgaard og Mogens Rasmussen indgik for et år siden aftale med Vejle Bryghus om at få brygget Bryghus Horsens øl der efter original opskrift. To øl fra Horsens er brygget under navnene Bryghusets Originale Julebryg og Bryghusets Originale Middelalderbryg.
Så nu er det folk med Bryghus Horsens baggrund, der i høj grad står for det praktiske arbejde ved Vejle Bryghus. Før var det folk fra det gamle lukkede Brøckhouse, dels brygmesteren der Torben Steenholdt. Samt ved Vejle Bryghus opstart Brøckhouse’s stifter Allan Poulsen.
Fra arkivet:
- St. Michaelsberg skal stå for brygning på Vejle Bryghus (Beerticker.dk)
- Vejle Bryghus skærer helt ind til benet (Beerticker.dk)
- Bryghus Horsens øl genoplives på Vejle Bryghus (Beerticker.dk)
- Bryghus Horsens begæret konkurs (Beerticker.dk)
[…] Vejle Bryghus: Bryghus Horsens folk står nu for øllet (Beerticker.dk) […]