Opdateret
Bemærk at tilmeldingsfrist er ændret til 6. november kl. 23.
Ny Nordisk Øl projektet holder en stor to-dages konference på Comwell, Korsør den 7. og 8. november.
Her vil man kunne høre gastronomisk iværksætter Claus Meyer, Kristian Pihl Lorentzen – oldermand Folketingets Øl Laug, Jørn Idar Kvig fra Norge – Beer Enthusiast og Michael Dugge Engstrøm fra Sverige – Dugges Ale- & Porterbryggeri. Endelig taler også den internationalt anerkendte ølhistoriker Martyn Cornell, Zythophile.
Om fredagen vil fagpersoner også stå for oplæg til fire workshops, der skal foregå om lørdagen. De fire workshops drejer sig om henholdsvis malt, gær, smagsgivere og øl uden humle.
Om baggrunden for konferencen skriver Ny Nordisk Øl:
Formålet at øge deltagernes viden om øl og nordisk terroir. Konferencen har også til formål at styrke samarbejdet og netværksdannelsen på tværs af faglige discipliner frem mod udviklingen af nye terroir-baserede nordiske øl.
Projekt Ny Nordisk Øl og konferencen er målrettet hele værdikæden i øl-universet – bryggere, myndigheder, forskere, uddannelsesinstitutioner, planteforædlere, dyrkere, leverandører, forarbejdere, kunder og forbrugere. Konferencen er åben for alle interesserede.
Initiativgruppen bag Ny Nordisk Øl er brygmester Anders Kissmeyer, kommunikationskonsulent Christian Andersen, brygmester Per Kølster og seniorkonsulent Bodil E. Pallesen, AgroTech.
Ved Ølfestival København i maj fik Ny Nordisk Øl projektet Årets Danske Ølpris 2014 fra Danske Ølentusiaster. Prisen blev modtaget af Christian Andersen.
Det detaljerede program for konferencen. Udover nedenstående er der også en videohilsen fra fødevareminister Dan Jørgensen.
FREDAG DEN 7. NOVEMBER
- 12: ANKOMST TIL COMWELL, KORSØR – mulighed for sandwich.
- 13: INTRO VED ANDERS KISSMEYER, Kissmeyer Beer & Brewing.
- 13.10: VISIONER OM DET NORDISKE TERROIR. NYT NORDISK KØKKEN – HVILKE ERFARINGER KAN NNØ LÆRE AF? Hvad kan Ny Nordisk Øl lære af erfaringerne fra udviklingen af Nyt Nordisk Køkken? Øllets potentiale som del af forestillingen om det nordiske terroir. Øllets muligheder – og forhindringer – for at ligne vinen. Gastronomisk iværksætter Claus Meyer.
- 13.30: VISIONER FOR ØL OG NNØ. Oldermand i Folketingets Øllaug, Kristian Pihl Lorentzen; MF Venstre.
- 13.45: ØL OG TERROIR I INTERNATIONALT PERSPEKTIV. Martyn Cornell, UK. Journalist, forfatter, ølhistoriker og bloggen Zythophile.
- Ca. 14.15: STATUS PÅ NNØ-BEVÆGELSEN I DANMARK, NORGE OG SVERIGE. RESULTATER, PROJEKTER, PERSPEKTIVER. Danmark ved NNØ gruppen, Norge ved Jørn Idar Kvig (Group Beer Manager og Beer Enthusiast), Sverige ved Michael Dugge Engstrøm (brygmester, Dugges Ale- & Porterbryggeri). Dialog med plenum.
- Ca. 15: KAFFEPAUSE
- OPLÆG TIL DE 4 WORKSHOPS (resten af dagen)
- 15.30: 1. OPLÆG OM MALT. Herunder oplæg til workshop om malt. Dialog med plenum. Per Kølster, Kølster Malt & Øl, Kim G. Jørgensen, Danish Malting Group og Anders Borgen, Agrologica. Udnyttelse af den lokale malts smagsmæssige potentiale. NNØ kan med fordel inddrage korn med anden smag eller andre egenskaber end de kendte standardsorter. Præsentation af kornets mangfoldighed, de forskellige kornarter, både de kendte og de mere eksotiske, som kunne dyrkes i Danmark og give nye farver og smagsnuancer til øllet. Muligheder for at udvælge og dyrke nye kornsorter, som passer til det enkelte bryggeris særlige ønsker og behov.
- Ca. 16:15: 2. OPLÆG OM GÆR. Herunder oplæg til workshop om gær. Dialog med plenum. Troels Prahl, Ferm/White Labs, Niels Færgeman, SDU og Sigrid Gertsen-Schibbye, Lallemand/Danske Gærfabrikker, Claus Christensen, brygmester Munkebo Mikrobryg. Hvordan kan vi fremme en udvikling, der vil give os et bredt udvalg af kommercielt tilgængelige og ægte nordiske bryggerigærstammer med unikke smagsegenskaber samt acceptable procesparametre? Gæring kan også handle om den spontane eller på anden måde provokerede fermentering med naturligt forekommende mikrober, som kan danne grundlag for helt nye stilarter.
- Ca. 17: PAUSE
- Ca. 17.15: 3. OPLÆG OM SMAGSGIVERE. Herunder oplæg til workshop om smagsgivere. Dialog med plenum. Mads Deichmann Jensen, Ikast Mikrobryggeri, Niels Stærup, Kryddersnapse.dk og Jørn Idar Kvig, Beer Enthusiast, Norge. Hvordan få struktureret vores viden om de vilde og dyrkede planter, som har potentiale som nordiske smagsgivere i øl? Hvilken effekt har disse i øllet, hvor kan man finde dem, hvornår skal de høstes, hvilke dele af planten er bedst, hvorledes skal de forbehandles og, ikke mindst, bruges i brygningen.
- 18: 4. OPLÆG OM ØL UDEN HUMLE. Herunder oplæg til workshop om øl uden humle. Dialog med plenum. Peter Schrøder, Viborg Bryghus, og Tore Jørgensen, Herslev Bryghus. Hvordan kan andre planter erstatte humle og bidrage med bittergivende egenskaber og samtidig spille en rolle i forhold til at give smag og aroma? Hvordan påvirker det brygget med hensyn til fx stabilisering, konservering og skumdannelse, at der ikke indgår humle i øllet? Praktiske erfaringer. Er en øl uden humle en udfordring af begrebet øl?
- 19: FESTMIDDAG OG SMAGSPRØVER PÅ NNØ.
- AFTEN: SOCIALT SAMVÆR inkl. smagning af medbragte øl og almindelig networking.
LØRDAG DEN 8. NOVEMBER
- 7.30: MORGENMAD på Comwell, Korsør (overnattende deltagere)
- 9: WORKSHOPS STARTER. Deltagerne fordeler sig på fire workshops, som hver især arbejder efter stikord, skabelon fra oplægsholderne.
- 11: DE FIRE WORKSHOPS FREMLÆGGER DERES ARBEJDE. Diskussion af fremlæggelserne i plenum. NNØ -gruppen afrunder. Konferencen slutter klokken 13.
- 13: FROKOST
- Efter konferencen åbnes for offentligheden. NNØ konferencens overordnede resultater præsenteres for medierne og offentligheden på en lokal ølbar. Deltagernes medbragte øl præsenteres, og alle kan få gratis smagsprøver.
Bemærk at tilmeldingsfristen er ændret til 6. november kl. 23. Tilmelding kan ske her.
Prisen er 3.100 kr. inklusiv overnatning på Comwell, Korsør. 2.300 kr. eksklusiv overnatning.