Danmarks nyeste mikrobryggeri Staarup Haandbryggeri debuterer med fire øl på fredag 5. november.
Staarup Haandbryggeri holder åbningsreception fredag 5. november kl. 16 til 18 for alle interesserede. Tidligere på dagen kl. 13 til 15 er der åbent for erhverv i Skive og omegn. Det oplyser John Smith, som står bag bryggeriet, til Beerticker.dk. Bryggeriet er i ombygget stald og lade på et landsted – Staarupgårdvej 1 nordøst for Skive.
Der debuteres med følgende fire øl:
- Bryggerhest (5,4%) – brygges med friske jalapenos
- Humlebier (6,0%) – med cholademalt og hjemmeavlet honning
- Høtyv (5,4%) – gylden ale med røget smag
- Juleklokker (8,0%) – med koriander og kanelstænger
Desuden er der allerede nu planer om et sommerbryg. Endvidere er der udviklet 10 forskellige opskrifter – såkaldte certifikatbryg, som virksomheder kan købe eneretten til et halvt år af gangen. 160 liter med egen navngivning. Staarup Haandbryggeri skal brygge 12.500 til 15.000 liter øl om året.
Opskrifterne er udviklet sammen med John Smith’s svoger. Øllet skal sælges lokalt samt over nettet.
John Smith har ambitioner om at kunne komme til at leve af bryggeriet. Skive Folkeblad skriver:
– Men det er hensigten, at det skulle kunne lønne mig på sigt, siger John Smith, der lige nu også arbejder som pædagogmedhjælper i en børnehave.
Oprindeligt er han produktionstekniker og planlægger i møbelbranchen, men i februar blev han sammen med seks andre fyret.
– Så tænkte jeg: Hvad skal jeg nu? Og det var altså det, der skulle til for at få det prøvet af, og siden har jeg glædet mig helt tåbeligt til de her dage.
John Smith har været håndbrygger siden 2004.
Se billeder, selve artiklen er meget begrænset frit tilgængelig:
- Håndbrygger på fuld tid (Skive Folkeblad)
Fra arkivet:
- Det nye bryggeri Staarup åbner til efteråret (Beerticker.dk)
Torben Jensen siger
Er lanceringen ikke fredag 5. NOVEMBER 🙂 ??
Peter Myrup Olesen siger
Jo, tak – en trykfejl!
Gitte Johnsen siger
Hej John!
Synes måske godt at du kunne sætte et etiket på flaskehalsen, med et logo som Staarup Bryg eller et eller andet, så man hurtigt kan se at dette er en øl-flaske.
Vi har lige været på Fur Bryghus, hvor vi fik oplyst, at de tidl. lavede en fejl, ved ikke at påsætte denne.
Og dette er en vigtig del indenfor øl reklame;-)
Super at du kaster nogle nye øl ud i det danske land – GOOD LUCK!
Mvh
Gitte