Hovedparten af Rækker Mølle Bryghus produktion er kontraktbrygning. Forventning om overskud i 2012.
Lidt ubemærket er Rækker Mølle Bryghus i Vestjylland gået hen og blevet et center for kontraktbrygning i Danmark. Der brygges op til 12.000 liter øl om måneden, men hovedparten er kontraktbrygning for andre.
Herning Folkeblad har talt med den tyske brygmester Thomas Horacek. Han købte det konkurslukkede bryghus fra Nykredit i januar 2010.
– Vi brygger rigtig meget øl, men det meste bærer faktisk ikke vores navn. Det er øl, vi brygger for firmaer i København og andre steder, og de sætter selv deres etiketter på flaskerne. De tilpasses det sted, hvor øllet skal sælges. Meget af den øl eksporterer de til andre lande. De kommer også selv med forslag til, hvad øllet skal indeholde.
Det gør ikke brygmesteren noget, at det meste af øllet ikke bærer husets eget navn. Det er ifølge ham med til at skabe fundamentet for at drive Rækker Mølle Bryghus, der er blevet etableret på stumperne af det oprindelige projekt, der led en krank skæbne.
Thomas Horacek forventer, at bryghuset kommer til at give overskud i 2012:
– Vi er kommet godt i gang. Det giver ikke overskud endnu, men det forventer vi, at det kommer til i 2012. Vi har store planer om en udvidelse af kapaciteten, men vi tager det stille og roligt, for der skal være penge til det.
– Vi flytter om ikke så længe tapningen over i en anden bygning, så vi får bedre forhold til arbejdet. På sigt vil vi også satse lidt mere på fadøl. Vi har kontakt til et par restauranter i Herning, der godt vil sælge vores fadøl, men vi skal have sat produktionen op for at kunne gå ind på det marked, fastslår bryggeren, der har lært sit fag i hjemlandet Tyskland.
Beerticker.dk har et kendskab til, hvem der kontraktbrygges for. Det er ikke blot for danske kontraktbryggerier, men også for bryggerier der mangler kapacitet. Croocked Moon Brewing har tidligere været offentligt fremme på Beerticker.dk.
Udover Thomas Horacek er der en halvtidsansat, der hovedsagelig står for salg.
Læs mere:
- 12.000 liter øl om måneden (AOH.dk)