Der forhandles nu om flere mulige placeringer af Raasted Bryghus brewpub i centrum af Randers.
Som tidligere kort omtalt har Raasted Bryghus planer om at flytte til centrum af Randers. Om flytteplanerene siger Martin Jensen, Raasted Bryghus til Randers Amtsavis i dag:
– Men i løbet af det nye år flytter vi bryggeriet ind i hjertet af Randers, hvor vi etablerer et helt nyt bryghus med udskænkning. Vi ligger i forhandlinger om et par mulige steder. Begge steder vil være perfekte på hver sin måde, men hvor vi ender, må indtil videre være en hemmelighed.
En stor del af øllet på denne nye brewpub skal brygges på det eksisterende brygudstyr. Det bruges nu til mindre samt eksperimenterende bryg. Ellers kontraktbrygges der ved De Proef i Belgien og Indslev Bryggeri.
Som omtalt flyttede Raasted Bryghus for en måned siden ca. 400 meter fra det gamle mejeri i Råsted til en midlertidig adresse på Hobrovej 335. Desuden er Bie’s Bryghus i Hobro nu forpagtet, hvor Martin Jensen ellers startede ud som freelance brygger ved åbningen i juni.
Tilknytningen til Bie’s Bryghus er på flere planer tæt. Flemming Bie fra Farum er hovedaktionær i Raasted Bryghus A/S. Desuden er han involveret i Bie’s Bryghus og tipoldebarn af Anthon Bie, der sammen med sin bror Frederik Bie startede Bie’s Bryggeri i 1841. Nu medlem af bestyrelsen men var tidligere direktør for Bie’s Bryghus.
Flemming Bie var således med til at få Raasted Bryghus op og køre igen, da Raasted Bryghus ApS gik konkurs i 2009.
Om konkursen skriver Randers Amtsavis:
Hvad der gik galt for det første Raasted Bryghus, som Martin Jensen selv havde satset alle sine sparepenge og mere til på, ridser han selv kort op på følgende måde:
– Allerede efter et par år, i 2007, kom vi ud med et lille overskud, og vi mente, at når vi kan lave lidt penge, så kan vi også lave mange. Derfor gik vi i gang med store planer om udvidelse af produktionen og havde også både investorer på plads og grønt lys fra banken.
– Men så kom finanskrisen, og investorerne blev en for en ringet op af deres revisorer, som kunne meddele, at de nok alligevel ikke havde det overskud, der skulle til for at lege med ølbrygning. På et tidspunkt sagde også banken fra, og så var der ikke andet at gøre end at indgive konkursbegæring.
Læs mere:
- Brygger er glad igen – og det kan smages (Randers Amtsavis)
[…] D i Randers. Der har ellers været planer om, at det skulle flyttes til midtbyen af Randers i en ny “Raasted Bryghus brewpub”. Brygudstyret var siden december sidste år flyttet midlertidigt ca. 400 meter fra bryghusets […]