Tap1 var en god satsning i forhold til Valby Hallen. Datoer for næste års ølfestival fastlægges nok i næste uge.
Nordjyske Stiftstidende skriver i dag om, at det var en god investering, at satse på den dyrere Tap1 fremfor Valby Hallen til Ølfestival København 2010. Det gav mange flere besøgende med den mere centrale placering. 13.000 – hvilket kan sammenlignes med 7.401 i Valby Hallen sidste år.
Landsformand for Danske Ølentusiaster Bo L. Jensen siger til Nordjyske Stiftstidende:
– For os nordjyder er det nok lidt svært at forstå – så snart vi er på Sjælland, er det jo København – men sådan ser københavnere ikke selv på det. De syntes, at det var vigtigt, at vi var kommet tættere på centrum.
– Og standholderne slæbte poletter, til de var blå i hovedet, så der var masser af gang i den.
Bo L. Jensen er næsten 100% sikker på, at ølfestivallen også skal være i Tap1 næste år:
– Vi skal holde en evaluering med TAP 1 18. maj, og her regner jeg med, at vi finder nogle datoer for næste års arrangement, for selvom der selvfølgelig er nogle småting, der skal justeres, så klappede næsten alt perfekt i år.
Jeg kan tilføje, at der på forhånd var lavet en for Danske Ølentusiaster ikke bindende aftale om, at der også skal være ølfestival i Tap1 næste år. Derfor skal det økonomisk også ses samlet for to år, hvor det bliver billigere næste år end i år. Men isoleret set var Tap1 i år ca. dobbelt så dyr som Valby Hallen. Til gengæld var Tap1 så meget bedre til at sprede interessen for øl – Danske Ølentusiasters hovedformål.
Nordjyske Stiftstidende slutter med:
Eneste mislyd var, at maden til de mange frivillige hjælpere ikke levede op til resten. Der var simpelthen ikke nok.
Det gælder så også udstillerne kan jeg tilføje. Der var kritik af mulighederne for at få mad for dem. Det var ikke ualmindeligt, at de ganske enkelt bestilte mad ude fra byen.
Endelig levede den lukkede fagmesse fredag ikke op til dens potentiale. Men det er ikke Danske Ølentusiasters ansvar. De stillede så og sige Tap1 til rådighed, når der nu alligevel var ølfestival. Det var så op til bryggerierne og deres organisationer at arrangere noget.
- Ikke frit tilgængelig: Ølrekord i perfekte omgivelser (Nordjyske Stiftstidende) – tilgængelig for abonnenter her.
Læs også:
- Ølfestival København 2010 – hvorfor præcis 13.000? (Beerticker.dk)
- Ølfestival København 2010 en stor succes (Beerticker.dk)