BrewDog The End of History på 55% med i smagning 6. november af verdens stærkeste øl.
Som offentliggjort tidligere på Beerticker.dk kommer der en smagning arrangeret af Ølbutikken med de seks øl, der har været eller er verdens stærkeste øl i løbet af de sidste to år. Inklusiv verdens nu stærkeste – BrewDog The End of History.
Tid og detaljer offentliggøres hermed på Beerticker.dk:
Smag verdens 6 stærkeste og mest eksklusive flaskeøl!
Ølbutikken inviterer til ølsmagning, hvor der er en unik mulighed for at smage verdens 6 stærkeste flaskeøl. De 6 øl har gennem det seneste års tid været hovedpersoner i den stort mediedækkede konkurrence om selvsamme titel. Det er samtidig en enestående chance for at smage den øl, der endte på førstepladsen nemlig skotske BrewDogs The End Of History, der med garanti er dette årtusindes mest omtalte øl. The End Of History, der er skaffet hjem af BrewDogs danske importør Drikkeriget, holder massive 55 % og skænkes gennem kroppen på et udstoppet dyr. Prisen på én af de kun 12 flasker, der åbnes til denne smagning, er 4500 kr, så der er ikke kun tale om verdens klart stærkeste, men også verdens klart dyreste og måske sjældneste øl.
De 6 øl, der vil blive smagt på er:
- BrewDog The End Of History 55 %
- Schorschbräu Schorschbock 43 %
- BrewDog Sink the Bismarck 41 %
- Schorschbräu Schorschbock 40 %
- BrewDog Tactical Nuclear Penguin 32 %
- Schorschbräu Schorschbock 31 %
Smagningen finder sted lørdag d. 6. november kl 12 på Ørsted Ølbar i København. Der vil, pga. sjældenheden og styrken af de 6 øl, blive skænket mellem 1-3 cl af hver og prisen er 599,- pr. person. Efter smagningen åbner Ørsted Ølbar som normalt – her tør vi godt love et par specialøl på fad, hvis nogen stadig er i stand til at få noget ned efter de tunge dråber!
Tilmelding, som er bindende, skal ske til Ølbutikkens email: mail@olbutikken.dk
Angiv fulde navn og adresse. Der er ialt 30 pladser, og de vil blive solgt efter først til mølle princippet.
Fra arkivet:
- Fem flasker The End of History solgt til Danmark (Beerticker.dk)
[…] Nyt på Beerticker.dk: Ølbutikken holder smagning af verdens stærkeste øl […]