Odden Bryg, der overtog Eastcoast Brewings brygudstyr, afventer afgørelse fra kommunen.
Det ny Odden Bryg, der ligger på Sjællands Odde, håber at kunne starte hen mod slutningen af året. Bag Odden Bryg står Jens og Malene Petersen – Jens er bryggeren og Malene er med i det administrative.
Odden Bryg købte bryganlægget fra Eastcoast Brewing i september sidste år – et anlæg på 200 liter. Eastcoast Brewing syd for Køge lukkede i juli. Der brygges allerede til eget forbrug på anlægget, hvor der eksperimenteres. For tiden er der 10 færdige typer samt 4-5 forsøgsbryg. Der tappes på flasker samt på fad til eget fadølsanlæg.
Odden Bryg må afvente en afgørelse fra Odsherred Kommune, før de kan springe ud som professionelle. Ejendommen på Oddenvej 141, Overby Lyng skal nemlig have ændret status fra sommerhuszone til landzone. Det ligger nok klart fra kommunen i juni efterfulgt af en 8 ugers høringsfase. Herefter skal der ansøges om tilladelse til en tilbygning, foruden der naturligvis skal en tilladelse fra Fødevarestyrelsen på plads.
Der har været overvejet at få brygget ved et andet bryggeri i ventetiden, men det er Jens og Malene Petersen gået væk fra igen.
Øllet vil blive solgt lokalt – i første omgang er der ikke planer om salg fra selve bryggeriet.
Man kommer lige forbi det kommende bryggeri, når man kører til og fra Mols-Liniens færger.
Fra arkivet:
- Nyt mikrobryggeri på vej på Sjællands Odde (Beerticker.dk)
[…] Efter at være ankommet til Sjællands Odde med Mols-Linien i dag, fortsætter Tour de Biére 2010 til Bryghuset No5 i centrum af Holbæk (kl. 15). Herefter går det videre til Hornbeer ved Kirke Hyllinge (kl. 17). Tidspunkterne er cirka tider. Efter færgen passerer feltet i øvrigt forbi det kommende Odden Bryg. […]