Ølleriet Håndgjow Heltborg Mosebryg (6,2%):
En ale af typen krydderøl. Kraftig duft af porse og efterfølgende mjødurt. Smagen af porse og mjødurt afløses fint af bitterheden fra humlen. Efterfølgende anes en pirrende smag af vild mynte. Krydderurterne er håndplukket i Thy – heraf en del på egen eng. Af de anvendte humletyper er North Brewer den mest fremtrædende. Pale malt er den fremtrædende malttype i denne meget specielle krydderøl. Flot ravgylden øl.
Ølleriet Håndgjow Hyldeblomst Ale (6%):
En ale af typen krydderøl. Duften er afdæmpet frugtagtig. Smagen af hyldeblomst er intens samtidig med den lette sødme kendt fra biere de garde – aletypen. Senere afløses hyldesmagen af en pirrende bitterhed fra humlen. Humletyperne er First Gold, Hersbrucker og Fuggle. Der er brugt store mængder Pale malt samt mindre mængder af to Cara-typer. Farven er ravgylden med røde nuancer.