Her er første del af en samlet oversigt over de nye danske julebryg, der er kommet på markedet i år.
Amager Bryghus Holgers Jul (6,5%): Brygget eksklusivt til Holger Frederiksen’s eftf. i Charlottenlund. Specielt brygget efter vor smag med hang til det mørke belgiske, men ikke voldsommere end at den også er velegnet til maden.
Amager Bryghus Julebryg 2009 (8%): Amager Julebryg 2009 er af type en Imperial Nisseøl på 8% eller måske en American eller English Strong Ale, whatever. Den er det rene maltparadis med masser af Münchner-, chocolade- og mørk karamelmalt, og så rigeligt med brunt sukker og rørsukker til den søde tand. Gæren er en diskret en af slagsen, mens humlen er britisk Fuggles, som ikke efterlader mere end 15 IBU. Nyd den til nissegrød og alle andre af julens retter.
Amager Bryghus Juleøl Holte Vinlager (5,5%): Holte Vinlager’s Juleøl, årgang 2009, er en nisset imperial brown ale, krydret med finurlige mængder af Holte Vinlagers Guldkaffe og friskrevet muskatnød.
Black Rooster Brewery The Pro’s and Con’s of Christmas (6,7%): Brown ale. Hemmeligheden bag en god juleøl er at begrænse sig – der er så mange muligheder for at komme smag i brygget, at man hurtigt kan komme for meget af julens krydderier i. ‘The Pros and Cons of Christmas’ er en balanceret Brown Ale, med julen bagerst på tungen og den gode, runde Ale-smag forrest, hjulpet godt på vej af amerikanske og engelske humletyper, samt vores hjemmelavede maltsirup der er karamelliseret i 10 timer. Indeholder: Byg- og hvedemalt, umaltet byg, vand, humle, gær og julekrydderier.
BrewPub København Red X-mas (2009) (4,8%): Ny opskrift. Er nu en ESB hvor det før var en red ale. En overgæret britisk ESB (Extra Special Bitter), hvor vi i år yderligere har tilført rigelige mængder af dansk aromahumle. Brygmester Hans-Ole Kraglund har med en nærmest infantil begejstring – som man ellers kun ser hos børn, der har frit slag i bland-selv-slik butikker med deres bedsteforældre – været på Per Jørgensens humlemark ved Køge. Her har han høstet frisk East Kent Golding humle, som indgår i denne lækre ESB. Red X er næppe en juleøl i klassisk dansk forstand, men er tænkt som en forfriskende “ganerenser” efter indtagelse af relativt søde juleøl.
Broballe Bryghus Julebryg: Brygget på bygmalt, rugmalt, hvedemalt, vand, gær og humle. Tilsat valnødder og orangeskal.
Braunstein White Christmas (økologisk) (6,2%): Gammelkendt navn men er en ny øl i år, da den nu er økologisk og brygget efter ny opskrift. Som udgangspunkt må man for det meste regne med, at når en øl overgår til at være økologisk, så er det en ny opskrift. Det er nemlig ikke sådan, at bare kan få økologiske udgaver af forskellige råvarer. Læs også: Årets julebryg er økologisk (Lørdags Avisen)
Bryghuset No5 Husets Julebryg (7%): En krydret, rødbrun ale der vil bringe dig i julestemning. Den har noter af appelsin og vanilje og maner til hygge og højtid. Velegnet til den gode julemad. Humlekarakter: Mild. Brygget af vand, malt, humle, rørsukker og gær; tilsat appelsinskaller og vanilje.
Brøckhouse Jule Ale (6.5%): Hører reelt ikke med til denne julebryg sæson, men er med på listen over nye danske øl 2009. Blev egentlig kun brygget til Novo Nordisk i 2008. Men blev kommercielt tilgængelig i år, da Dansk VinCenter solgte den rest, de havde købt fra konkursboet.
Brøckhouse Premium Julebryg 2009 (5,7%): Premium Beer Import har overtaget Brøckhouse navnet. Denne øl er brygget ved Åbro Bryggeri i Sverige. Premium Julebryg med smag af pomerans og chokolade er brygget med den fineste humle fra Hallertau og Taurua og to maltsorter, pilsnermalt og chokolademalt.
Bøgedal Bryg No 173 (6,5%): Mørk Juleøl med Perle, Centennial, lakridsrod og karamel, muscovado. Mørkebrun øl med tykt mørkebrunt skum som laver fine gardiner i glasset. Duft af lys farin og floraletoner. Cremet øl med en dejlig blødhed og smag af chokoladetrøffel, kaffe latte.
Bøllingsø Bryghus Julebryg: Frigives 11. december.
Det Lille Bryggeri Vintage Julebryg 2009 (10,5%): Vores prisvindende julebryg i en stærkere og kraftigere udgave tilsat meget mere af et hele. Mere malt, humle og krydderi. Brygget på malt, humle, vand, koriander, sukker og gær.
Det Lille Bryggeri Magasin Juleøl 2009 (7,1%): En kraftig og harmonisk belgisk-inspireret juleøl, hvor der nænsomt er tilsat nogle af julens krydderier. Brygget på malt, humle, vand, stjerneanis, appelsin, koriander og gær. Brygget eksklusivt til Mad & Vin i Magasin. Sammen med tre andre øl som Det Lille Bryggeri har brygget til Magasin – Magasin Chokolade Øl, Magasin Classic Øl og Magasin Sensommer Øl.
[…] Nye danske julebryg 2009 – Del 1 (Beerticker.dk) […]