Mikkeller indtager førstepladsen med flest nye danske øl i 2009 efterfulgt af Nørrebro Bryghus. Tredjepladsen deler Det Lille Bryggeri, Ebeltoft Gårdbryggeri og Kolding Bryglaug.
Isoleret set kom der 41 nye øl fra Mikkeller – lig Mikkel Borg Bjergsø – i 2009. Tre af disse øl har ikke været til salg i Danmark. Herra Huurteinen til det finske marked og Beer Geek Brunch One-For-One Port Barrel Aged With Brett samt Super Sour Kriek, som kun var kommerciel tilgængelig ved Borefts Beer Festival, der foregik ved hollandske Brouwerij de Molen i oktober.
Så fra Mikkeller kom der 38 i Danmark kommercielt tilgængelige øl. Rekordholderen indtil nu er det gamle Ølfabrikken – 39 nye øl i 2006. Så hvis man ser på øl, der kvalificerede sig til at være med i Danske Ølentusiasters afstemning om Årets Danske Ølnyhed, så er rekorden ikke slået. Men ser man isoleret på Mikkeller, og hvad der reelt kom af nye øl i 2009, så er rekorden slået.
Men ud over det har Mikkel Borg Bjergsø været med i 6 samarbejdsbryg i udlandet, der kom på markedet i 2009. Med det inkluderet er vi oppe på 47 øl på et år!
Nørrebro Bryghus indtager andenpladsen med 37 øl. Her inkluderer jeg 5 fra det genåbnede Fanø Bryghus, som Nørrebro Bryghus overtog driften af.
Baggrunden er, at Nørrebro Bryghus havde det amerikanske “brygger geni” Shaun Hill som chefbrygger i brygrestauranten i Ryesgade. Nu hjemvendt til USA hvilket Nørrebro Bryghus vidste fra starten, at han ville gøre. Så han fik så og sige frie hænder til at brygge det han ville, så længe man havde ham. Og der er stadig en række øl fra Shaun Hill’s hånd, der endnu ikke er frigivet.
Tredjepladsen deles af Det Lille Bryggeri, Ebeltoft Gårdbryggeri og Kolding Bryglaug – hver med 22 øl.
Følgende bryggerier kom med flest nye danske øl i 2009:
- 38 – Mikkeller (41 hvis tre øl der ikke er solgt i Danmark inkluderes)
- 37 – Nørrebro Bryghus (inklusiv 5 fra Fanø Bryghus)
- 22 – Det Lille Bryggeri
- 22 – Ebeltoft Gårdbryggeri
- 22 – Kolding Bryglaug
- 21 – Bøgedal
- 21 – Svaneke Bryghus
- 18 – Amager Bryghus
- 13 – Beer Here
- 13 – BrewPub København
- 13 – Bryggeriet Apollo
Til sammenligning var rekordholderen i 2008 Nørrebro Bryghus, der kom med 25 nye øl (inklusiv Baldersbrønde brandet). Bemærk at GourmetBryggeriet (inklusiv Ølfabrikken brandet) og Carlsberg og dets brands, som delte andenpladsen i 2008 med hver 22 øl, slet ikke er med på listen for 2009.
Skal bemærkes at det nye Bøllingsø Bryghus, hvis første øl debuterede 20. november, alligevel nåede at komme med 7 nye øl – heraf 6 i december.
Mikkel siger
Faktisk var Beer Geek Brunch One-For-One Port Barrel Aged With Brett og Super Sour Kriek tilgængelige som smagsprøver i Ølbutikken et par dage. Dog aldrig officielt udgiver i DK 🙂
Peter Myrup Olesen siger
Mikkel, jeg var der selv og fik smagsprøver. Men det var gratis smagsprøver af den meget begrænsede mængde, der var tilbage efter Holland. Man bad om det, hvis man vidste at det stod i baglokalet (lig havde set det på RateBeer forum).
Gratis er lig ikke kommercielt tilgængelig i Danmark. Et helt fundamentalt princip ud fra hvilket listen over årets danske ølnyheder laves.