Opdatering: Selvfølgelig en nyhed der giver anledning til debat.
Opdateret med medieomtale
Mediefokus i dag på uoplyst kontraktbrygning baseret på artikel i Politiken.
Danske Ølentusiasters landsformand Bo L Jensen siger om kontraktbrygning, hvor det ikke fremgår direkte:
– Det er bare ikke godt nok. Jeg er ligeglad med, hvor øllet bliver lavet henne, men de skal oplyse om det. Og at udgive sig for, at øllet er fra et lille mikrobryggeri eller gårdbryggeri, og så er den lavet et helt andet sted, er noget svineri.
Danske Ølentusiasters pressechef Anne-Mette Meyer Pedersen uddyber over for DR Nyheder:
– Problemet er, hvis man foregiver, at en øl er dansk, og den så i virkeligheden er brygget i udlandet. For vi vil gerne vide, hvor øllen er brygget henne
Det er øllens smag, og ikke oprindelseslandet, der er vigtigst for øl-tilhængerne i foreningen.
– Og derfor kan vi jo ikke se, at der skulle være noget galt i, at de fortæller os, præcis hvor den er brygget henne, siger Anne-Mette Meyer Pedersen.
Politiken har også talt med Forbrugerrådet:
Forbrugerrådet er opmærksom på problemet. Formand Camilla Hersom siger, at der ikke er krav om mærkning af oprindelsesland, når det gælder øl. Det er derfor ikke ulovligt at nøjes med at skrive, at øllet er brygget i EU.
– Men det er stærkt vildledende at påstå, at øl er brygget på et lille lokalt bryggeri, hvis det ikke er tilfældet«, siger Camilla Hersom.
Politiken nævner konkret Bryggeri Skovlyst – flaskeøllet brygges ved Van Pur i Polen. Brøckhouse navnet der er overtaget af Premium Beer Import – det brygges ved Åbro Bryggeri i Sverige. Samt Mikkeller der hovedsageligt kontraktbrygger ved De Proef Brouwerij i Belgien og Nøgne Ø i Norge.
Politiken har talt med Premium Beer Imports direktør Jan Erik Andersen:
Hvorfor oplyser I ikke på etiketten, at øllet er brygget i Sverige?
– Det er der ingen krav om, at vi skal. Producentens navn skal fremgå, og det er et dansk firma.
Endvidere nævnes Raasted Bryghus, hvor fra Martin Jensen her til morgen medvirkede i DR’s Go’ Morgen P3. Her fremførte han, at der ikke er noget galt med kontraktbrygning. Samt der kontraktbrygges grundet manglende kapacitet. Ca. en tredjedel brygges i udlandet – der brygges ved De Proef Brouwerij i Belgien.
Han har desuden talt med DR P4 Østjylland:
Brygger Martin Jensen fra Raasted Bryghus siger, at bryghuset på ingen måde skjuler, at ikke alt øl er brygget i Raasted.
– Det fortæller vi i mange sammenhænge, siger han.
Og Martin Jensen han tror da heller ikke, det betyder noget for forbrugerne, at øllet ikke er 100 procent lokalt brygget. De køber Raasted Bryg, fordi kvaliteten er god, lyder det fra brygmesteren.
Opdatering 28. november: Raasted Bryghus har nu tilføjet oplysninger om, hvor hver enkelt øl er brygget.
Endelig er De 5 Gaarde, som Prins Joachims Schackenborg er med i, medtaget. Det er brygget ved Harboes Bryggeri, hvilket ikke fremgår af etiketterne.
Opdatering: Kontraktbrygning og åbenheds kontroversen blev også dækket af TV. Bo L. Jensen – Danske Ølentusiasters landsformand, Martin Jensen – Raasted Bryghus og Casper Møller – Bryggeri Skovlyst var i TV Avisen. Jan Erik Andersen – Premium Beer Import (Brøckhouse), Anne-Mette Meyer Pedersen fra Danske Ølentusiaster foruden igen Casper Møller – Bryggeri Skovlyst var med i TV2 Lorry’s indslag.
- Danske lokaløl fra udlandet (video – DR TV Avisen)
- Dansk lokaløl produceres i udlandet (video – TV2 Lorry)
- Ikke altid made in Denmark (video – DR Update)
Læs mere:
- Danske lokaløl bliver lavet på bryggerier i udlandet (Politiken.dk)
- Forbrugerrådet: Klummen: Vi vil ikke snydes – heller ikke, når det gælder øl (24timer)
- Danske lokaløl bliver lavet på bryggerier i udlandet (Netetiket’s Blog)
- Bare rolig! Din øl er brygget på Fyn (fyens.dk)
- Bryghuset Braunstein: Vores øl er lokal (SN.dk)
- Øl fra Randers er fra Belgien (DR P4 Østjylland)
- Ølentusiaster opfordrer til ærlighed (DR Nyheder)
- Danska bryggeri-skojare? (Sydsvenskan)
- Dansk lokal-öl ofta svensk (TT via Sydsvenskan)
Læs også:
- Danske Ølentusiaster og kontraktbrygning (Beerticker.dk)
- Bryggeriforeningen om udenlandsk kontraktbrygning (Beerticker.dk)
Morten Laursen siger
Jeg læser med meget farvede øjne, men jeg synes ikke Mikkeller burde være med i den artikel. De har jo ikke eget brygværk og kan derfor ikke brygge selv….
Anders B. Rasmussen siger
Det bliver da ret interessant at se om man stadig kan kåres som årets danske bryggeri hvis man får produceret i udlandet, efter den udtalelse Bo Jensen kommer med her…
Torben siger
Korrekt at det kan virke vildledende for en forbruger, men at trække Mikkeller ind i debatten er efter min mening vildledende journalistik:
Citat: Bryggeriet Mikkeller, der er anerkendt for sine eksperimenterende øl, får lavet meget af sit øl i Belgien og Norge.
Jeg har aldrig set Mikkeller fremføre nogen steder at øllet har lokalt tilhørsforhold. Tværtimod gøres der meget for at oplyse at øllet bliver brygget på nogle af de bryggerier i verden hvor ekspertise og kvalitet er blandt verdens bedste.
Så hvis man skal rette en kritik af noget og nogen, så må Politiken lige gøre mig den tjeneste at researche emnet ordentligt og til bunds inden man langer ufortjente øretæver ud!
– en Mikkeller-fan
Svend Nielsen siger
SUK SUK SUK! Hvad tror I dette samlet set koster de danske mikrobryggerier? Den alm. forbrugeren kan ikke huske et specifikt bryggeri navn i indkøbssituationen, men kun det faktum at de danske mikrobryggerier “snyder” på vægtskålen. Carlsberg og de andre store griner deres røv i laser over sådan en udtalelse fra Ølentusiasternes formand, sikke en julegave at få fra specialøllets forkæmpere. Jeg tror seriøst at vi taler mio. af kroner tab i juleomsætning for de danske mikrobryggerier på baggrund af den mediestorm dette har skabt, ved at sprede tvivl om det danske mikrobryg: Forbrugeren “presses” ud over i folden på de store bryggerier, hvor der jo ikke snydes på vægtskålen med en ægte snebajer fra Tuborg i Hellerup. Jeg synes til vil være på sin plads om hr. Bo L. Jensen undskylder udtalelserne og de økonomiske konsekvenser det uomtvisteligt får overfor den samlet dansk mikrobryg stand, og i fremtiden får lidt coaching af medievante personer.
Svend Nielsen
Christian Scheffel siger
Fyens Stiftstidende har været så flinke at hjælpe med at dæmme op for den nævnte tvivl om mikrobryggerierne. Det fynske øl brygges på Fyn (og det ærøske øl på Ærø)
http://www.fyens.dk/article/1736894:Business-Fyn–Bare-rolig–Din-oel-er-brygget-paa-Fyn
Jeg er nu godt nok ligeglad. Når Raasted og adskillige andre bryggerier får brygget ude i byen fordi de lige mangler lidt kapacitet er det jo kun positivt. Og de “ægte” fantombryggerier, Mikkeller, Beer Here, Djævlebryg etc. gør jo heller ikke noget for at vildlede.
Så er der lige Skovlyst, og de store bryggeriers label-øl (dem kan man ikke kalde fantombryggerier). Og Willemoes og Carlsbergs labels er jo heller ikke specielt hemmelighedsfulde, hvilket efterlader De Fem Gårde og “Skælskør Bryghus”
Torben siger
Godt indspark Svend!
Det er faktisk lidt svært at bevare entusiasmen når man læser foreningens udmelding i denne sag….øv.
Selvfølgelig er der da noget i artiklen som giver anledning til at kigge indad blandt danske mikrobryggerier, men som du selv skriver: Forbrugerne glemmer detaljerne, og vælger det det man kender!
Håber stadig der findes forbrugere og ølentusiaster tilbage som sætter smag og kvalitet højere end oprindelse!
Mikkel, Mikkeller siger
Mikkeller har aldrig lagt skjul på at vi brygger i udlandet. Konceptet bag Mikkeller er at brygge på de bedste bryggerier i verden – og de ligger altså ikke i Danmark. Politiken har ikke lavet deres research ordentligt – det er meget tydeligt. At danske ølentusiaster kårer os til årets bryggeri er ikke vores men deres ide. Det har ingen betydning for Mikkeller.
Artiklen falder tilfældigvis sammen med at jeg er i Belgien med TV2 for at lave et indslag bl.a om Mikkeller brygger her. Det er jo et tydeligt bevis på hvor meget vi skjuler vores metoder…
Mikkel
Mikkeller
Carsten siger
Hej!
Ja, det er noget pjat at nævne Mikkeler i den sammenhæng. Tilgengæld skulle man måske kigge på at Mikkeler kalder sig fantombrygger/gypsy brewer uden nogensinde at brygge selv. Jeg gad vide hvor mange øl ham Mikkel rent faktisk har haft fingrene i de sidste år…. ?
C
Morten Laursen siger
@Carsten:
Hvor ved du fra at Mikkel ikke selv brygger???
John Jørgensen siger
Skulle vel mene, at det må være et udtryk for faglig stolthed, at fortælle at man har lavet et så godt bryg, at man ikke selv har kapacitet til at efterkomme efterspørgslen,og så oplyse hvor man får det lavet? Eller er jeg helt galt på den?
Morten Laursen siger
Debatten kører også på EB.
Det ser desværre ud til Svend får ret:
Citat:
Tja, så blev vi forbrugere snydt igen.
Her går man og betaler overpris for øl, der for det meste er blevet brygget i lavtlønslande. Fy for fanden, jeg har drukket min sidste microbryggeri øl.
Jeg holder mig fremover til hvad de store DANSKE bryggerier producerer. SKÅL!!!
Citat slut.
Kilde: http://ekstrabladet.dk/kup/fodevarer/article1458073.ece#ixzz16JG77StR
http://ekstrabladet.dk/kup/fodevarer/article1458073.ece
Debatten på EB kan vist normalt ikke betegnes som videre seriøs, men alligevel en meget kedelig retning udmeldingen fra bl.a. Bo har medført…..
Christoph Behnke siger
Det er paradoksalt at formanden for danske ølentusiaster på den ene side kalder det svineri og vildledning, at øl fra danske mikrobrygerier bliver brygget i udlandet uden ordentlig deklaration, og på den anden side er han med til at kåre øl brygget i udlandet som de to bedste danske julebryg 2010. Danske ølentusiaster brude indse og erkende deres eget ansvar i forhold til vildledning, før de pejer fingre af danske ølproducenter.
Højt skumfidus!
Brian Jensen siger
Hvad skal man næsten sige, bortset fra at jeg tidligere har debatteret for mærkning af ægte mikrobryg. Om det så smager af mælkesyre eller ej. Forbrugeren har krav på at vide hvor øllet er brygget/tappet, ligesom forbrugeren får info om kødet er dansk, tysk eller andet. Vin er jo også mærket med land og tappested. Utroligt at der skulle gå så lang tid, før DØE vågnede op.
Leszek siger
Det er helt i orden at drage Mikkeler ind i debatten. Er det virkiligt for svært at sætte “Brygget i de Proef, Belgien” på etikiettet?
Torben siger
Jeg vil så nødig kritisere den forening som jeg holder så meget af. Jeg vil også nødigt bruge undskyldningen om at alle andre brancher gør det samme (i oktober solgte en kødgrossist hollandsk kød som var mærket som dansk kød og i begyndelsen af denne måned blev en dansk supermarkedskæde snuppet i at fortynde Amarone vine). Hvad er det vi kan konkludere? At forbrugere kan snydes hvis det er det man vil…….!
Er det snyd at brygge velsmagende øl i udlandet og sælge det til danske forbrugere? Er det snyd ikke at oplyse hvor det brygges, så længe man ikke påstår at det er brygget i DK?
Jeg kan slet ikke se problemet. Jeg kan slet ikke se hvad pressen vil afsløre med deres indlæg. For der er jo ingen sag – der er jo i realiteten kun godt øl.
At DØE idag så kommer til at fremstille forholdene som problematisk skyldes måske bare lidt ukoordineret spin. Og hvad så? Der er da andre fremtrædende personer i dette land der har begået værre brølere. Om få dage har pressen glemt den sag og vil måske istedet kaste deres kritik over DR’s julekalender fordi det er en genudsendelse.
Men det vil alligevel nok klæde DØE at melde klart ud hvad der menes – om ikke andet så til de berørte bryggere.
Bliver blandingsproduktet Kærgården forresten fremstillet på en rigtig gård?
Carsten siger
@Morten
Fra en ølnørdet ven der besøgte Proef i sommer og hvor de havde sagt noget med at “we haven’t seen Mikkel here all year”.
At tage derned med TV2 for at vise at det er her jeg brygger mine øl er flot hvis det er første gang i år det sker. hvad gør man ikke for at komme i tv.
Morten Laursen siger
@Leszek
Prøv at gå ind på http://www.mikkeller.dk og klik lidt rundt under kategorien Øl.
Det er ikke ligefrem nogen hemmelighed hvor øllet er brygget, vel?
Thure siger
Så må vi trække den efterhånden halvforslået hest ud af stalden igen og stige op på sæbekassen;
Når nu man er så forhippet på at skulle oplyse om oprindelsesland for brygget, så er det jo en ret kompleks sag i sig selv, i modsætning til vinen.
Jeg vil nøjes med at smide det retoriske spørgsmål ud; Hvordan kan en øl være “dansk” når nu malten kommer fra fx. Tyskland, Frankrig, Belgien og Italien. (som sidenote hertil kan nævnes; fx høstet i Frankrig og maltet i Belgien). Humlen kan være fra Oregon, Wasington, Nordcalifornien, eller en anden af de humleproducereden stater i USA. Den kunne også være fra div. provinser i Kina (som tilfældet er med flere og flere megabryggerier), eller fra Tyskland og Tjekkiet. Gæren kan være fra USA, Tyskland eller Danmark. Vandet er fra undergrunden eller overfladen og guderne må vide hvor det har været før det blev til drikke/bryggevand?! Så hvordan pokker i luften man vil skrive ét oprindelsesland på uden at gå på kompromis og ikke “snyde” forbrygeren, er for mig at se umuligt.
Jeg håber I kan se hvor, i bedste fald, ignorant de udtalelser om oprindelsesland er, og i værste fald hvor direkte imbecile de er.
Mikkel siger
Carsten:
Ikke at dine indlæg har nogen relevans fra debatten, men nu kommeterer jeg dem alligevel.
For det første har du tydeligvis ingen ide om hvad der foregår og og når din ven kommer med sådan en oplysning hænger det sammen med at Proef har givet sig selv tavshedspligt i forhold til deres kunder. De har rigtig mange kunder der ikke vil have ud at de brygger på Proef (du ville blive meget overrasket) og derfor giver de ingen oplysninger om deres samarbejdspartnere. Jeg kan dog love dig for at din vens oplysninger er forkerte.
Derudover – og dette kommer nok ikke som en overraskelse, selv for dig – så er det meget normalt at ‘bryggeri’-ejere ansætter folk til at brygge deres øl. Mikkeller er vokset enormt de sidste par år og nej, jeg har ikke tid til at være både i Belgien, Norge og Skotland på en gang.
Men situationen havde ikke været anderledes hvis jeg havde bygget et bryggeri i Danmark – så havde jeg heller ikke brugt hver dag bag gryderne. Hvor mange gange tror du Ander Kissmeyer fra Nørrebro Bryghus og Michael Knoth fra Gourmetbryggeriet har sat et bryg over?
Selv i bryggeri-verdenen bruger man at ansætte folk til at gøre et stykke arbejde…
Mikkel
Mikkeller
Bo L. Jensen siger
NÅR DANSK ØL IKKE ER DANSK
De seneste år er der skabt store fremskridt i den danske ølverden.
Øllets status er højnet betydeligt. Et mangfoldigt udbud af øl, og
stort set alle øltyper, er tilgængelige i detailhandlen. Der er kommet
et betydeligt antal mikrobryggerier, så Danmark i dag er det land i
verden med flest bryggerier i forhold til indbyggertal
Vi er ganske klar over at brygkapacitet, fremstillingsomkostninger og
mange andre forhold er medvirkende til at flere bryggerier låner eller
lejer kapacitet hos hinanden, men hvorfor kan det ikke fremgå af
etiketten? Betegnelsen “Brygget i EU” bare ikke god nok.
Hvor øllet rent faktisk er brygget, er vi som forening næsten ligeglad
med, bare det fremgår af etiketten. Men når der på en øl, brygget på
et større svensk, tysk eller polsk industribryggeri står ”Dansk
Mikrobryg” eller ” Dansk Gårdbryg” og at der samtidig ikke er angivet
på etiketten hvor øllet er brygget, er det en klar vildledelse af
forbrugeren.
Det samme gør sig gældende for øl der giver sig ud for at være brygget
på et lille dansk bryggeri, men som i virkeligheden er brygget på et
af de store danske industribryggerier. Man bygger en historie op, der
måske ikke er helt skudskikker “øllet fra den lille bondegård” i
Midtjylland kommer fra et stort bryggeri i Danmark eller udlandet. Ved
at finde på en historie, købe et navn, en opskrift eller hvad man nu
har gjort, forleder man forbrugeren til at tro at produktet kommer fra
et andet bryggeri end det i virkeligheden gør. Et stort bryggeri køber
et lille bryggeri der har sin egen historie, og undgår måske at blive
valgt fra fordi forbrugeren ikke kan gennemskue hvem den virkelige
producent er.
Øllet har gennem århundreder været Danmarks Nationaldrik. Den plads
skal på alle måder genetableres. Et godt og mangfoldigt udbud af øl,
hvor alle øltyper er tilgængelige, skal fortsat eksistere. I
samarbejde med bryggerier og importører skal vi arbejde for at det
gode øl er danskernes nationaldrik, og kommer på bordet til hverdag og
fest. Danske bryggerier brygger næste alle øltyper. Øllets plads som
Danmarks nationaldrik skal generobres.
En markant styrkelse af danskernes kendskab til øllets mangfoldige
verden er en afgørende forudsætning for at fortsætte og udbygge
ølrevolutionen. Etiketterne på øllet spiller en vigtig rolle for at
udbrede kendskabet til øllen og dens mulige anvendelsesmuligheder. Det
er vigtigt, at etiketten giver en grundinformation om bl.a. sødme,
bitterhed og fylde, og at der gives anbefaling om øllet som ledsager
til mad, ligesom anvendte ingredienser, brygsted og tappedato skal
fremgå af etiketten.
Bryggeriforeningen oplyser, at deres medlemmer frivilligt har valgt at
gennemføre ingrediensmærkning på øl. Derfor står der på øl idag
følgende ordlyd: “Brygget af malt og humle” – en mærkning der på ingen
måde er fyldestgørende. Dog oplyser de også at der i nær fremtid vil
blive oplyst, hvilken eksakt type malt der er tale om, f.eks. bygmalt,
hvedemalt m.v. Denne oplysning er bl.a. af hensyn til allergikere, og
må betragtes som et skridt i den rigtige retning.
I dag er der ikke krav i fødevarelovgivningen om ingrediensmærkning
(EU direktiver om mærkning og markedsføring. De danske regler er
beskrevet i bekendtgørelse nr. 530 af 18. juni 2003 om mærkning m.v.
af fødevarer) og vi forventer desværre at der er lang vej endnu i
forhold til en komplet ingrediensmærkning.
Danske Ølentusiaster er på ingen måde interesserende i at begrænse
erhvervslivets muligheder for at tjene penge i et globalt marked, men
vi vil kæmpe for en ærlig markedsføring og ærlige etiketter.
Mikkel, Mikkeller siger
Så er Politikens artikel rettet mht Mikkeller.
Casper Møller, Bryggeri Skovlyst siger
Hej Alle, jeg er p.t. travl optaget af at tappe fustager her på skovlyst, ligesom jeg i går var travlt optaget af at brygge 1500 l. julebryg og måtte sætte brygget på hold grundet diverse interviews! Når jeg er færdig med dagens arbejdsopgaver i i bryggeriet på Skovlystvej 2, 3500 Værløse, Danmark, så skal jeg nok give min mening til kende om denne sag!
Henrik Papsø siger
Hvis det betyder noget for dig, hvor din øl er brygget, så er en god kilde til at finde ud af det hjemmesiden ”RateBeer”.
I den udstrækning informationerne er tilgængelige, er alle øl her listet under både både bryggeri-brand og produktions-bryggeri.
Ikke alle bryggerier er lige tilgængelige for disse informationer.
Man kan se meget på RateBeer uden at være bruger, endnu mere hvis du opretter en gratis brugerprofil og endnu, endnu mere, hvis du bliver betalende bruger (ca. 70 d.kr). Ved det sidste forsvinder alle irriterende reklamer, og du får adgang til debatforumet bladt sidens mange danske brugere.
Også mange danske bryggere har en RateBeer-profil, hvor de kan følge med i, hvordan deres øl vurderes af hjemmesidens 116552 brugere.
Et par eksempler:
Beer Here:
http://www.ratebeer.com/brewers//beer-here/10032/
Bryghuset No5:
http://www.ratebeer.com/brewers//bryghuset-no5/11034/
Klosterbryggeriet:
http://www.ratebeer.com/brewers//klosterbryggeriet/9567/
Mikkeler:
http://www.ratebeer.com/Ratings/Beer/ShowBrewer.asp?BrewerID=5675