Niels Ivar Larsen fra Information har testet tre øl ved nyåbnede Mikkeller & Friends på Nørrebro, København. Der gives op til seks point.
6: Grassroots Brewing Keep On Cruising Buddy (Berliner Weisse)
Sprød, men snerpende sur er den fra første drag. Mælkesyre, citron, ananasjuice og hvedemalt, noterer jeg på blokken. Bag den aggressive syrlighed, der besteget kræver tilvænning, findes imidlertid en kompleksitet, intensitet og nuancer, man ikke ville vente af en øl på tre procent. Hochinteressant!
5: Cantillon Lou Pepe Kriek (Frugt Lambic)
… en sur type, en kirsebær-kriek fra Bruxelles-kultbryggeriet Cantillon, og hvilken helt anderledes forførende farve – dyblilla som en burgunder-rødvin og med vigende lyserød skumkrone! Jordede, frugtagtige noter af vinaigre og stald. Og sure kirsebær en masse, selvfølgelig. Og umodne jordbær og rabarber. Med mindelser af gammelost i afslutningen. Mageløst!
4: Boon Mikkeller Bar Calva Lambic
… her sættes puristerne på prøve, for er det overhovedet øl, når ingen karbonering er til stede? Hvor gerne jeg end ville sætte pris på denne omhyggeligt lagrede laboratorieprøve, savner jeg det perlende og prikkende i ganen – i stedet er mundfølelsen olieret. Surhed som af grønne æbler og pærer blander sig med maltsødme, vanilje og fragmenter fra calvados-fadet. Kroppen er ganske let. Såre sælsom øl.
Læs mere:
- Højt skum: Vidunderligt surt show i Stefansgade (Information)