Informations Espen Fyhrie tester tre billige pilsnere fra discountbutikker og kiosker.
Espen Fyhrie fra Information giver tre ud af seks til Harboe Ren Pilsner fra Netto samt King Pilsner, som Carlsberg står bag.
Harboe Ren Pilsner:
Den er meget mild, kun let syrlig, og med en forsvindende lille snert af humle. Drikkes den af flasken er der en hel del metallisk bismag, som dog næsten helt forsvinder, hvis den hældes op i glas. Ja, man kan faktisk hælde Harboe i glas, selvom det unægtelig virker aparte.
På den måde vil man også opleve øllens virkelige salgsargument, som er det flotte udseende: Farven er flot gylden, og skummet er både perlende og cremet, om end det falder sammen noget tjept. Smagsoplevelse er til gengæld et stort ord at bruge om denne øl, der nok må kaldes frisk, men forglemmelig.
King Pilsner (Carlsberg):
Det er en øl med et næsten fuldstændigt fravær af aroma, hvor al smag koncentreres midtvejs i smagsforløbet: i begyndelsen er det næsten som at drikke vand, så kommer der en kort og bred fornemmelse af øl, og pludselig er den væk igen. Humlesmagen er kun netop en antydning, og hvad der er af eftersmag er desværre lidt sæbeagtig. Til gengæld er øllen godt balanceret og med ganske lidt kulsyre, så hvis man virkelig ønsker det, kan man meget hurtigt tømme et anseeligt antal. Dens hovedargument er dog, at den modsat konkurrenterne, ikke er komplet udrikkelig, så snart den runder 9 grader.
Endelig får Dansk Pilsner fra Harboe to ud af seks. Den sælges i Fakta.
Læs mere:
- Sidst på måneden (Information)