Informations Niels Ivar Larsen har testet tre jyske øl. Alle tre øl får fem ud af seks stjerner.
Klosterbryggeriet Christian 3 Stout:
Sortimentet er allerede meget bredt og spændende, men jeg kan især godt lide stouten, i hvis intense aroma og smagsbillede mørk chokolade, engelsk lakrids og kaffenoter driver deres forføreriske spil. Det er en straight stout, der rammer rent, med god bittersødme og krydret humle i eftersmagen. Den savner måske lidt kompleksitet, men er derfor også lykkeligt befriet for det opulente overbud af indtryk, man kan oplever i de mere fyrige, manierede stoutvarianter.
Vadehavsbryggeriet Hjerting Kaneøl, som er brygget ved De Proef Brouwerij i Belgien:
Så måske er Hjerting kaneøl – et helt nyt dubbel-udspil – mere belgisk end jysk, men fremragende er den. Der er ikke så meget skum over feltet, men den kastanjebrune lød er indbydende. I aromabouqueten opfanger næsefløjene figner, rosiner, kandis og belgisk gær. I smagen er der mere rosiner, mere kandis, ristet rugbrød og let ristede nødder. Mørk, stærk og sød. Det er klasse, og måler sig med mange af de bedste i genren. Den har kulsyrelivlighed til at matche Saint Feuilliens legendariske dubbel.
Aarhus Bryghus Fregatten Jylland:
Jeg vil dog alligevel kalde bryghusets mørkgyldne Fregatten Jylland – en winter-warmer, der er brygget til det flydende museum af samme navn i Ebeltoft – for avanceret, brygget som den er med en hel palet af forskellige søde malte, hvortil er føjet et skvæt æblesaft som syrligt afbalancerende modkomponent. Det giver en indsmigrende næse, balanceret og elegant med et væld af mørke karamelaromaer, sød tobak, engelsk lakrids og et floralt ansstrøg. I munden er der først sødme, så anes en lidt gæret bismag, og derefter sætter humlebitterheden ind i en lang og raffineret eftersmag.
Læs mere:
- Jyderne gemmer deres bedste øl til sig selv (Information)